Roklubben: Vi ved intet!

Da vandmasserne i juli smadrede broen mellem syd og nord i Kangerlussuaq blev levebrødet for restaurant Roklubben fejet væk. - Vi er simpelthen så frustrerede

Restaurant Roklubben er hårdt ramt af den rekordhøje vandstand i Kangerlussuaq. Arkivfoto.

Intet nyt er godt nyt.

Sådan lyder et mundheld, som headchef for Restaurant Roklubben ved Kangerlussuaq ikke kan forholde sig til. Tværtimod er han dybt frustreret, for da vandmasserne smadrede broen over Hudson River ved Kangerlussuaq i begyndelsen af juli i år, blev hans virksomhed med fire ansatte sat ud af kraft fra det ene øjeblik til det andet. For broen var og er den eneste vej ud til hans restaurant, der ligger fem kilometer på sydsiden af floden.

- Jamen groft sagt, så ved vi intet. Hvis vi da bare kunne få besked, hvilke muligheder man arbejder på for at få broen genetableret, så havde vi da idet mindste lidt at forholde os til. Vi ved ikke, hvornår vi kan komme i gang igen. Hvis man da bare ville orientere os, for vi står i en situation, hvor vi skal have bestilt varer. Sidste skib er i september, og ja - det er som at stå med en pose penge i den ene hånd, som vi så kan kaste i floden med den anden, siger Kim Ernst.

Han gør dog alt for at holde skindet på næsen. Hotellet i Kangerlussuaq har stillet deres køkken til låns, så Roklubben kan tilbyde en form for bespisning i et telt, men den løsning er ikke holdbar. Kun et plaster på såret.

Læs også: - Vi skal være tålmodige

Læs også: Flere vil genskabe broforbindelse

- Jeg er så taknemmelig for, at vi kan køre videre på et lavblus, men det er jo ikke holdbart eller optimalt i længden. Vi arrangerer barbecue i et telt for gæster, og frosten er jo snart på vej. Så ved alle jo, der har været i Grønland, hvor meget varme, der er i et telt - eller mangel på samme. Nej, jeg mangler simpelt hen svar på så mange spørgsmål. Nogen må da gøre noget, siger Kim Ernst, der håber på en snarlig løsning.

Powered by Labrador CMS