Røde Kors-show i svømmehal

Svømmehallen Malik i Nuuk er på fredag rammen for et velgørenhedsshow til fordel for Kalaallit Røde Korsiat.

Fredagens show kommer i forbindelse med Kalaallit Røde Korsiat (KRK) dag, som afholdes i denne weekend over hele landet.

Kalaallit Røde Korsiats Nuuk afdeling har valgt at lægge arrangementet i svømmehallen Malik, som slår dørene op for publikum fredag den 9. oktober klokken 19.00, hvor åbningstalen bliver holdt af næstformand i KRK Nuuk afdeling, Lissi Olsen.

Herefter styrer sangerinden Kimmernaq slagets gang som toastmaster resten af aftenen.

Man vil kunne opleve en redningsaktion ved Maliks livreddere og møde de næsten verdensberømte kajakpolospillere, der viser hvad en kajak også kan bruges til. Anda Uldum underholder børnene og så lover arrangørerne et kæmpeshow fra Pikkori Sport med flotte modeller, vanvittige stunts og måske får man nogle kendisser med i købet.

Entré for voksne vil være kr. 50 og hele beløbet går ubeskåret til Røde Kors børne- og ungdomsarbejde, børn kommer gratis ind. Kalaallit Røde Korsiats sponsor Arctic Import kommer og overrækker en check.

I øjeblikket går der en krone til KRK for hver pose kaffe, Arctic Import har solgt i Grønland.

Powered by Labrador CMS