Robert Petersen bliver æresdoktor
Grønlands første professor bliver også den første æresdoktor på Ilisimatusarfik. Fredag blev han udnævnt som den allerførste i universitetets historie.
Æresdoktorgrader tildeles personer som har udført en betydelig og omfattende forskningsindsats på internationalt niveau, og som har gjort en stor indsats for forskning og forskeruddannelse ved sit universitet.
- Det er med stor glæde at Ilisimatusarfik tildeler æresdoktorgraden til universitetets første rektor, professor Robert Petersen, sagde rektor Tine Pars ved overrækkelsen af emblemet.
Robert Petersen har gennem alle årene været en yderst produktiv forsker både inden for det antropologiske og det lingvistiske område, med publikationer både på engelsk, dansk og grønlandsk. Han nyder stor anerkendelse internationalt som specialist ikke bare i Grønlandske forhold, men også i Inuit generelt.
- Hans betydning i Grønland som grundlægger af Grønlands universitet, som forsker, underviser og formidler kan ikke overvurderes, siger den faglige komite der står bag promoveringen af æresdoktoranden.
Komiteen består af professor Louis-Jacques Dorais fra Université Laval i Québec i Canada, lektor Ole Marquardt, Ilisimatusarfik og lektor Birgitte Jacobsen, Ilisimatusarfik.
Graden som tildeles er: Doctor PhD h.c., hvor forkortelsen h.c. står for 'honoris causa', det latinske for 'årsag til ærestildelingen'.
Emblemet til æresdoktorer på Ilisimatusarfik er fremstillet af grønlandsk guld (14 karat), og Palle Møller fra Smykkeværkstedet har stået for fremstillingen i samarbejde med Ilisimatusarfik.