risikovurdering

Risikovurdering: Ny fornem placering til Grønlandsbanken

Se listen med de svageste og stærkeste banker i kongeriget

Offentliggjort

(Artiklen er opdateret klokken 14.50 med et interview med Martin Kviesgaard)

Landets største bank, Grønlandsbanken, indtager en fornem 2. plads over alle banker i hele Kongeriget Danmark målt på, hvor solid bankerne er.

Dagbladet Børsen offentliggjorde torsdag listen over rigets stærkeste og svageste banker.

Det er Niro Invest, der har udarbejdet den årlige risikovurdering af pengeinstitutterne.

Ud af 75 banker må BankNordik tage til takke med en midterplacering, eftersom den færøske bank er placeret som nummer 35.

Øverst på listen er den jyske bank Langå Sparekasse placeret, mens det ifølge Niro Invests rikovurdering er mest risikofyldt at være kunde i Københavns Andelskasse.

Læs: Fin 2014-start for Grønlandsbanken

Læs: Grønlandsbanken slår alle rekorder

Sidste års placeringer
Sidste år var Grønlandsbanken og BankNordik placeret som henholdsvis nummer 9 og 36.

Årets liste i Børsen viser, at ni banker har et risikoindeks over 500, hvilket peger på, at de er i overhængende fare for at komme i alvorlige vanskeligheder. Sidste år drejede det sig om ti banker.

Kommentar fra Martin Kviesgaard
I en kommentar til Grønlandsbankens placering som nummer 2 siger bankdirektør Martin Kviesgaard Sermitsiaq.AG:

- Vi har de senere år ligget mellem nummer 2 og nummer 12, og det er under alle omstændigheder gode placeringer, så vi har ikke noget mål om en absolut topplacering. Det afhænger jo ikke kun af os selv, men også af hvad de andre banker gør.

- Jeg mener, det er vigtigst for både kunder og aktionærer, at vi står solidt som bank i Grønland, og så gør det ikke så meget, om vi er nummer 1, 2 eller 20 i Niros undersøgelse.

- Hvad er årsagen til, at I er rykket op som nummer 2 i forhold til sidste års placering som nummer 9?

- Årsagen til at vi er rykket lidt op i rangeringen er nok primært, at vi har meget få dårlige betalere, og samtidig er det også et plus, at vi har større indlån, forklarer Martin Kviesgaard.

Niro Invests liste over bankernes placering i risikoindekset (udvalgte)*:

1 Langå Sparekasse 247,5
2 Grønlandsbanken 257,5
3 Eik Banki 267,5
4 Klim Sparekasse 272,5
5 Borbjerg Sparekasse 275,0

35 BankNordik 375,0

73 Basisbank 542,5
74 Andelskassen J.A.K. Slagelse 585,0
75 Københavns Andelskasse 592,5

* Et risikoindeks over 500 peger på, at banken er i overhængende fare for at komme i alvorlige vanskeligheder

Se hele listen i Børsen her

Powered by Labrador CMS