Revisor efterlyser ansvarlighed i benzinkort-sag
Statsautoriserede revisor Bo Colbe fra Deloitte, der har afdækket misbruget af Naalakkersuisuoq Doris J. Jensens benzinkort kommer med tre anbefalinger, hvoraf de to peger direkte på Doris J. Jensens lemfældige omgang med benzinkortet og koden hertil.
I rapporten, som har afdækket misbruget af Doris J. Jensens benzinkort, fremgår det, at Doris J. Jensen havde kortet frit liggende i bilen, og i umiddelbar nærhed fandtes koden til benzinkortet.
Dokumenteret misbrug til knap 7000 kr
På den måde kunne en person ”uden for husstanden” misbruge kortet over flere måneder og påfylde en båd med benzin til et beløb, der som minimum beløber sig til 6.855,45 kroner.
På ni måneder blev benzinkortet anvendt 91 gange, og selv om bilen kun havde en tankkapacitet på 60 liter blev der ved flere lejligheder påfyldt 75 liter.
- Det anbefales generelt, at der udvises en højere grad af sparsommelighed og ansvarlighed i forhold til anvendelsen af skattefinansierede midler end ovenstående opbevaring og brug af optankningskortet er udtryk for, skriver Bo Colbe.
Forsvarlig opbevaring
Han anbefaler samtidig, at ”udleverede optankningskort og den dertilhørende kode opbevares forsvarligt, således at uberettiget brug kan imødegås”.
Det tredje og sidste råd i rapporten, som blev sendt til departementschef i Lone N. Møller den 18. november 2017 lyder således:
Rammer bør overvejes
- Det kan derudover overvejes at fastsætte nærmere rammer for brug af optankningskort – på samme måde, som der er fastsat bestemmelser om brug af andre betalings- og kreditkort, der stilles til Naalakkersuisoqs rådighed.
Få oversigt over benzinkort-sagen – klik her