Revisionsudvalget vil undersøge Kielsen
Inatsisartuts Revisionsudvalg påbegynder en undersøgelse omkring Kim Kielsens udlejning af båd til en ven under stenbidersæsonen.
Efter beskyldninger mod Formanden for Naalakkersuisiut, Kim Kielsen, om at have hævet kvoten på stenbider for egen økonomisk vindings skyld, melder Inatsisartuts revisionsudvalg nu ud, at de sætter en undersøgelse af sagen i gang.
Udvalget vil stille en række spørgsmål til Naalakkersuisut vedrørende processen omkring forhøjelse af stenbiderkvoten.
Resultatet af undersøgelsen vil blive videregivet til Inatsisartut, som derefter skal afgøre, hvilke konsekvenser der vil være i sagen.
Det var en vennetjeneste
Kim Kielsen optrådte onsdag denne uge i Qanorooq, hvor han fortalte, at han har lejet sin båd ud i perioden fra d. 27 april til 19. maj til en ven, der fiskerede stenbider. D. 12. maj blev der vedtaget en forhøjelse af stenbiderkvoten på 204 tons fordelt på forvaltningsområderne Nuuk og Maniitsoq.
Kim Kielsen var med til at tage denne beslutning. Ifølge formanden tjente han omkring 27.000 kroner på at leje båden ud. Alligevel mener han ikke, at han var inhabil i sagen, fordi båden kunne være brugt til at fiske hvad som helst.
Lovgivningen er klar
Lovgivningen om sagbehandling i den offentlige forvaltning siger at: Den, der virker indenfor den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald (…)
Revisionsudvalget understreger i sin pressemeddelelse at de vil tilstræbe at arbejde upolitisk og optræde som et rent sagligt arbejdende parlamentarisk organ uafhængigt af personlige og politiske forhold.
Sidst revisionsudvalget havde en sag oppe og vende i offentligheden var omkring Naalakkersuisut misbrug af benzinkort i slutningen af 2018. Læs mere om den sag HER
Læs hele sagen:
-
Naalakkersuisut sætter MSC-certificering over styr
-
Island har manglet MSC i flere sæsoner
-
Uenighed om kvoteforøgelse
-
Jeg har ikke hævet stenbiderkvoten
-
Kielsen udnytter sin position
-
Kim Kielsen skal undersøges af lovudvalget
-
Forklaring om kvoteforhøjelser holder ikke
-
Ingen er hævet over loven
-
Inatsit kikkunnut tamanut atuuppoq
-
Naalakkersuisut undsagde egne departementer