Rettigheder som selv et barn kan forstå

FN's børnerettigheder udkommer nu i en børnevenlig udgave

Helt overordnet set burde det jo ikke være så svært at forstå: Som voksne skal vi beskytte og passe på børnene, sikre at de kan udvikle sig og trives som selvstændige individer, samt at de får lov til at lære noget. Men alt for mange børns hverdag vidner om, at det stadig kniber med at leve op til børns grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i FN's børnekonvention.

I dag fylder den konventionen så 30 år og det fejrer UNICEF ved at udgive en børnevenlig udgave af den, som børnene selv har bidraget til

- Vi har på UNICEFs kontor i Grønland gennem efteråret arbejdet med teksten, med hjælp fra både MIO og NAKUUSAs Børneråd. Vi er rigtig glade for, at vi nu også på grønlandsk har en letlæselig version af børnekonventionen tilgængelig for alle, siger UNICEFs programchef i Grønland, Sara Olsvig.

- Teksten til den nye børnevenlige børnekonvention støttes af FN’s Børnekomite, som også er den komite som eksaminerer landene i Børnekonventionen. Det har været vigtigt for os også at få en grønlandsk version, og vi er glade for, at vi med hjælp fra MIO og NAKUUSAs Børneråd har kunnet udarbejde denne tekst.

UNICEF har ligeledes en plakat, så man af den vej kan blive mindet om børnenes rettigheder.

- Børn fra hele verden, også fra Grønland, har været med til at vælge de flotte og farverige ikoner til den nye børnevenlige version af børnekonventionen, fortæller Sara Olsvig.

Sara Olsvig understreger, at voksne ligeledes er mere end velkomne til at læse med i den børnevenlige udgave af konventionen.

- Meget godt er opnået i de tredive år Børnekonventionen har eksisteret, men der er lang vej, også i Grønland, til, at alle børn nyder godt af rettighederne. Med denne letforståelige version af børnekonventionen er det vores håb, at det for alle børn og voksne vil være klarere, hvad børns rettigheder handler om, og hvad hver enkelt artikel i konventionen indebærer

Den letlæselige børnekonvention er ligeledes udgivet i en dansk udgave af UNICEF Danmark.

Powered by Labrador CMS