Valentinsdag

Restauranter oplever kærligheds-boom

Det er i dag Valentinsdag – de elskendes helligdag – og det kan restauranterne i Nuuk i den grad mærke.

Har du mon også inviteret din kæreste eller elskede til en helt særlig Valentins-event?

En rundringning afslører, at der i aften er blevet reserveret usædvanligt mange to-mandsborde i forhold til en normal tirsdag aften.

Uanset om spisekortet er til thai, grønlandsk eller amerikanske bones-ben, så melder restauranterne om væsentligt flere reservationer til denne Valentinsaften tirsdag den 14. februar.

- Vores forudbestillinger ligger godt over normalen, fortæller en tilfreds direktør Jørgen Bay-Kastrup, som bestyrer de to restauranter Hereford og Sarfilik, der ligger på øverste etage af Hotel Hans Egede. Sidstnævnte restaurant har sammensat en helt særlig menu til Valentins-pris.

- Og det er især to-personers reservationer, der er meldt ind, oplyser han,

Roser til kvinderne

I nabobygningen på restaurant Charoen Porn har man også lavet en helt særlig Valentins-menu og netop nu er man i gang med at dække 40 to-personers borde op. Normalt er thai-restauranten fyldt med fire-personers borde.

- Vi vil forsøge at skabe en ekstra romantisk stemning. Og naturligvis vil kvinderne få en rose, som afslutning på en dejlig middag, oplyser administrationsmedarbejder Isabell Hansen fra Charoen Porn.

Restaurant Bones forudser, at der vil være fuldt hus i aften, så man skal skynde sig, hvis man vil invitere sin udkårne til middag.

Ifølge Wikipedia hersker der lidt uenighed mellem eksperter om Valentinsdag skal sættes i forbindelse med den gamle romerske højtid Lupcercalia. En festival, afholdt til ære for en af de romerske guder Lupercus.

Dramatisk baggrund

En mere dramatisk baggrund beskrives på følgende måde på Wikipedia:

- Helligdagen blev indført af pave Gelasius i 496 e.v.t. og blev opkaldt efter den romerske præst Valentin. Hvem han var er stadig usikkert. Legenden fortæller, at da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere henrettet ved halshugning den 14. februar. Den romerske-katolske kirkeudnævnte ham efter hans død til helgen som Sankt Valentin, skriver Wikepidia.

Powered by Labrador CMS