Reparations-sag vækker undren: Det er noget møg

Tele-Posts opsigelse af serviceaftale har gjort, at der er gået lang tid, før firmaet har fået hjælp fra specialskib til reparationerne af søkablerne. Sådan lyder det fra flere eksperter, der undrer sig over Tele-Posts prioritering. Topchef i teleselskabet afviser kritikken.

– En forsikring eller serviceaftale er ikke billig. Vi har ikke haft brud siden 2013. Vi skal sammenholde udgiften i år med det, som det ville have kostet at betale forsikringen de år, hvor der ikke var brug for den, siger Kristian Reinert Davidsen

Blandt teleselskaber verden over bliver søkabler betragtet som noget af det mest sårbare og vigtige infrastruktur. Men i telebranchen undrer flere kritikere sig nu over, at Tele-Post ikke har tegnet en serviceaftale eller forsikring. Den ville have sikret teleselskabet mulighed for, at reparationerne af de tre brud på selskabets livsvigtige søkabler blev udført før og hurtigere af et specialskib, end det har været tilfældet med Horizon Enabler fra det amerikansk-canadisk søkabelrederi Horizon Maritime.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

- Det er normen, at man har en forsikring i tilfælde af, at der sker et brud på et søkabel. Har man ingen forsikring, kommer man allersidst i køen som Tele-Post. Det er de selskaber, der har forsikring på søkabler, der bliver betjent først, siger teleeksperten Torben Rune fra det danske firma Netplan, der er rådgiver inden for it, data og tele.

Han peger på, at de fleste mennesker er voldsomt afhængige af internettet. Ikke kun til at se nyheder og læse aviser på nettet. For eksempel er man i mange områder i verden så afhængig af internettet, at det kan være spørgsmål om liv og død, hvis læger for eksempel ikke kan bestille medicin eller få røntgenbilleder vurderet.

Det selskab, der driver nettet, har en indtjening, som selskabet går glip af, når et kabel går i stykker. Men den indtjening er en lille brik i et meget større spil, hvor dem, der bruger nettet, mister meget større værdier, påpeger Torben Rune.

– Lægges det hele sammen, er det måske ikke særligt fornuftigt at sige sådan en aftale op, som Tele-Post har gjort, siger han.

Tele-Post valgte i 2017 opsige en serviceaftale med et søkabelrederi. Men i slutningen af december 2018 sker der så et brud på søkablet ud for Qaqortoq. Måneden efter kommer et nyt brud, da en trawler river søkablet over mellem Maniitsoq og Sisimiut. Og i forbindelse med reparationen af dette brud, bliver et tredje brud, denne gang nord for Sisimiut, opdaget.

Læs hele artiklen i Sermitsiaq – få adgang til avisen herunder:

Powered by Labrador CMS