Rekordmange fattige søger feriehjælp

Dansk Folkehjælp oplever en voldsom stigning i antallet af socialt udsatte familier, som søger om feriehjælp

Dansk Folkehjælp oplever en stor stigning i ansøgninger fra familier, som søger hjælp til ferie Arkivfoto: Polfoto

Mens mange danskere i de kommende måneder rejser på sommerferie, så må rekordmange socialt udsatte familier blive hjemme.

Dansk Folkehjælp, der udbyder ferieophold for socialt udsatte familier, har nemlig modtaget dobbelt så mange ansøgninger om ferieophold i forhold til sidste år, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Derfor vil mange socialt udsatte familier få afslag på et gratis ferieophold, siger Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp:

- Det går især ud over børnene, som må blive hjemme, mens deres klassekammerater og venner tager på ferier med deres familier, siger Klaus Nørlem.

Stigningen kommer, efter at man sidste år modtog 52 procent flere ansøgninger. Året før var stigningen i ansøgninger på 25 procent.
Ifølge Klaus Nørlem skyldes udviklingen, at der bliver flere fattige familier i Danmark.

- Selvom flere familier bliver opmærksomme på vores feriehjælp, så skyldes den voldsomme stigning uden tvivl, at der er markant flere socialt udsatte familier end tidligere, og den udvikling er beskæmmende, siger Klaus Nørlem.

Flere familier på ferie
Efter de markante stigninger i antallet af ansøgere har Dansk Folkehjælp gjort det muligt for flere familier at komme på ferie, men det er slet ikke nok til at klare efterspørgslen, siger Klaus Nørlem.

Dansk Folkehjælp arrangerer i år ferieophold for 2800 personer, der af forskellige årsager ikke har mulighed for selv at komme på ferie.
Pengene kommer blandt andet fra indsamlinger og fra Tips og Lotto-midler.

Ansøgningerne om feriehjælp bliver formidlet via kommunernes socialforvaltninger. Ansøgerne er typisk enlige, mindrebemidlede forsørgere, socialt udsatte familier, socialt udsatte børn, asylfamilier og grønlandske forsørgere, der bor i Danmark.

Powered by Labrador CMS