Rekordindtjening: Grønlandsk-islandsk ejet rederi tjener godt på lodde

Rederiet Polar Pelagic A/S er kommet ud af 2021 med sit største overskud i fem år.

Polar Amaroq havde sidste år succes med loddefiskeriet.

Der blev fisket store mængder lodde i internationalt farvand i andet halvår af 2021, og det skæppede godt i kassen hos de nordatlantiske loddefiskere.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Takket være en stigning i fangsterne af blandt andet lodde blev sidste års økonomiske resultat i Polar Pelagic A/S bedre, end selskabet ventede ved årets start.

I 2021 var der rekordindtjening i selskabet, som de færreste nok kender eller har hørt om, men som i disse år har en ganske solid indtjening. Rederiet, der har hjemsted i Kommuneqarfik Sermersooq, og ejes af grønlandske Polar Seafood Greenland og islandske Sildarvinnslan, præsterede således sidste år det bedste økonomiske resultat i fem år.

Grønlands største private fiskerikoncern, Polar Seafood, står for driften, af selskabet.

Polar Pelagic fik i 2021 et driftsoverskud på 26,4 millioner kroner mod 13,5 millioner kroner året før. Efter skat var der sidste år et overskud på 19,4 millioner kroner mod 9,8 millioner kroner året før.

Fiskeriselskabet fisker med trawleren Polar Amaroq, der næsten hele året er på fiskeri.

- Makrel, lodde og sild er vigtige fiskearter for vores fiskeri, siger Polar Amaroqs islandske skipper Geir Zoëga.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS