Redningsaktion: Tre drenge reddet
Under vanskelige forhold blev tre unge drenge i nat reddet ned fra et fjeld ved Sisimiut.
Torsdag aften fik politiet melding om tre drenge, der var fanget på et fjeld på nordsiden af Sisimiut.
Politiet fik fat i det lokale beredskab for at komme drengene til undsætning.
Beredskabschef i Qeqqata Kommunia, Ole Kreutzmann, fortæller, at beredskabet blev kontakt etved 22-tiden torsdag aften, hvorefter redningsaktionen gik i gang.
Og det var under vanskelige forhold:
- Vi blev rekvireret af politiet til opgaven. Forholdene med sne og skiftevis tø og frost har gjort fjeldene svære at færdes i. Der, hvor der ikke lå sne, var der også islag. Det besværliggjorde jo arbejdet, oplyser beredskabschefen til Sermitsiaq.AG.
Ros til redningsholdet
Aktionen tog flere timer, men beredskabet fik drengene ned fra fjeldet tidligt fredag omkring klokken 4.30.
Drengene var i god behold omend lidt forkomne:
- De frøs meget efter at have været på fjeldet i adskillige timer, men jeg vurderer, at de havde det fint efter omstændighederne. De blev kørt til sygehuset til undersøgelse for en sikkerheds skyld, fortæller Ole Kreutzmann og fortsætter:
- Jeg vil sige, at vores gruppe gjorde et godt stykke arbejde, for det var ikke et nemt sted, drengene blev hentet.