Red Barnet intensiverer kampen mod mobning

Der skal lancereres kampagner mod mobning, hvor Red Barnet Grønland sætter nye indsatser i gang

Her ses formanden for Red Barnet Grønland, Jonna Ketwa

Mobning er et stort problem for børn og unge i Grønland, viser flere undersøgelser, og mobning er et af de hyppigste årsager til, at børn henvender sig til MIO’s SMS-rådgivning.

Derfor har Red Barnet Grønland valgt at have særligt fokus på netop mobning.

- Det kræver en fælles indsats at komme mobning til livs, skriver Red Barnet Grønland i en pressemeddelelse, der er klar til at udrulle kampagnen mod mobning for hele 2019.

Plads til alle

Mobning påvirker negativt børns trivsel og udvikling, har store konsekvenser for deres selvværd og kan give varige mén, siger formanden for Red Barnet Grønland, Jonna Ketwa

- Mobning er traumatiserende; alle børn, der oplever mobning, tager det med sig i livet. Undersøgelser har vist, at det bedste middel mod mobning og social eksklusion er tolerante og positive fællesskaber, hvor der er plads til alle børn, siger hun i en pressemeddelelse.

Alle årets projekter har derfor fokus på: Gode fællesskaber med plads til alle.

Her ses Red Barnet Grønlands aktiviteter i løbet af 2019:

  • Chat Paaralugu blev lanceret i september 2018 som en indsats mod digital mobning og er allerede brugt af mange undervisere i folkeskolen. I foråret 2019 bliver Chat Paaralugu fulgt op med materiale for folkeskolens yngstetrin. Chat Paaralugu er udviklet af PiSiu og Red Barnet Grønland.
  • I foråret afholdes et læsearrangement Kaassassuk på Landsbiblioteket i Nuuk. Her vil højtlæsning og tegneworkshop danne grundlag for en god snak med Nuuks børn om mobning og venskaber. Kaassassuk udfoldes til efteråret i hele Grønland under navnet Pajuppara.
  • I sommeren 2019 lanceres Katinngat, som en landsdækkende oplysningskampagne, der med fokus på mekanismerne bag mobning, skal minde os alle om, at det er et fælles ansvar at stoppe mobning. Katinngat er en kort tegnefilm, der skal sendes på landsdækkende tv samt udbredes på sociale medier. Her er målet, at flest mulige ser, deler og reflekterer over indholdet. Katinngat-filmen skal senere danne grundlag for Inuusuttut, en indsats til gymnasie- og ungdomsuddannelser, hvor eleverne skal lave deres egne stop-motion film om mobning.
  • Til Børnenes dag 1. juni arrangerer Red Barnet Grønland et aktivitets- og underholdningsområde, som bliver en ”mobbefri zone”. Her vil både aktiviteter og underholdning have fokus på venskab og fællesskab for alle børn.
  • Efteråret byder på projekt Pajuppara, som ligesom Kaassassuk bruger højtlæsning for børn til at øge børnenes bevidsthed om venskab og fællesskab. Pajuppara skal Grønland rundt som en læsestafet, der involverer lokalsamfundet.
  • Sidst på året lanceres Nuan!, som er undervisningsmateriale for mellemtrinnet med fokus på, hvad mobning er og hvordan man undgår det. Undersøgelser viser, at mobning er værst på mellemtrinnet, og de usunde mønstre, der dannes her, tages med videre i børnenes liv.
  • Nuan! følges af materialet Naligissuseq, som er en indsats for hele skolen, hvor både elever, lærere, skoleleder og forældre deltager i at udvikle en mobbestrategi for hele skolen.
Powered by Labrador CMS