Rapport: Ingen kendskab til lov om magtanvendelse

Et planlagt besøg af ombudsmanden på alderdomshjemmet Sorlaqarfiit i Uummannaq giver anledning til at kritisere enkelte forhold på institutionen.

Et inspektionshold fra Ombudsmanden for Inatsisartut gennemførte i foråret en inspektion af alderdomshjemmet Sorlaqarfiit i Uummannaq.

Selvom der overordnet er gode forhold og hyggelige og trygge rammer for de 26 beboerne på alderdomshjemmet Sorlaqarfiit i Uummannaq, er der enkelte forhold, der kritiseres af ombudsmanden efter inspektionen.

Manglende kendskab

Inspektionsholdet har det indtryk, at medarbejderne ikke har kendskab til Inatsisartutlov om magtanvendelse.

- Således oplyste de fleste medarbejdere, som inspektionsholdet talte med, at der ikke anvendes magt overfor beboerne. En medarbejder fortalte dog samtidig om en episode fra dagen før inspektionen, hvor en dement var blevet fastholdt af tre medarbejdere, lyder det i rapporten fra inspektionen.

- På baggrund af de oplysninger, som inspektionsholdet har modtaget, konkluderer jeg, at Sorlaqarfiit over en længere periode ikke har været opmærksomme på reglerne i magtanvendelsesloven, og at der i et vist omfang er sket brud på disse regler overfor Sorlaqarfiits beboere, skriver ombudsmanden i sin rapport.

Kommune underrettet

Magtanvendelsesloven giver medarbejdere mulighed på blandt andet alderdomshjem til at bruge fysisk tvang overfor visse beboere. Loven indeholder særlige regler, der skal følges, og fysisk tvang eller påkrævelse af fysisk tvang skal ifølge loven altid indberettes til kommunen, der har det overordnede ansvar.

Fysisk tvang og fastholdelse kan tages i brug efter forhåndsgodkendelse af kommunalbestyrelsen g kun hvis det betragtes som nødvendig foranstaltning. Hvis ikke det er godkendt på forhånd skal det efterfølgende indberettes.

- Indberetningen af magtanvendelse er på denne måde med til at sikre Sorlaqarfiits beboeres retssikkerhed, lyder det.

Lederen af alderdomshjemmet Sorlaqarfiit har oplyst, at tidligere episoder af magtanvendelse ikke er blevet indberettet, oplyses det i rapporten.

Ombudsmanden har underrettet kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, som har det overordnede ansvar for kommunens ældreinstitutioner, og Lovudvalget i Inatsisartut.

Det er sket med henvisning til ombudsmandslovens § 23 om ”fejl eller forsømmelser af større betydning”. Derudover har ombudsmanden underrettet Departement for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, som er ressortmyndighed for magtanvendelsesloven.

Naalakkersuisut har sat et forslag til ny lov om magtanvendelse til høring. Væsentligste ændringer på loven vil være inden for børne- og handicapområdet.

Powered by Labrador CMS