Rapport: Anbragte børn har ofte forældre med psykiske lidelser

Halvdelen af de grønlandske mødre og ca. en tredjedel af fædrene, der får anbragt deres børn udenfor hjemmet har en psykisk diagnose. Langt de fleste børn anbringes hos plejeforældre.

Næsten seks ud af 100 børn med grønlandsk baggrund er anbragt uden for hjemmet i Danmark. Tallet ligger på ét ud af 100 danske børn.

Det viser en rapport af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE, ”Børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt i Danmark – fra danske kommuner”, der bliver offentliggjort i dag tirsdag den 24. maj.

Rapporten er baseret på kvalitative og kvantitative undersøgelser, hvor beskrivelsen af grønlandske familier til anbragte børn bygger på registerdata om forældrene til de 396 børn med grønlandsk baggrund, som er anbragt uden for hjemmet i Danmark.

Forældrenes baggrund

DR’s radioprogram P1 Morgen har i sidste uge bragt flere nyheder om grønlandske forældres udfordringer ved mødet med det danske system ved anbringelsessager. Både sproglige og kulturelle forskelle ender i, at eksperter sætter spørgsmålstegn ved, om beslutning af anbringelse af børn er baseret på en korrekt vurdering.

Det konkluderer VIVE’s rapport også, men peger også på en række sammenfald mellem grønlandske og danske forældre ved anbringelsessager.

- De fleste anbragte børn med grønlandsk baggrund bor i plejefamilier, og kun få er anbragt på døgninstitution. Det skyldes, at de i højere grad er anbragt på grund af forældrenes situation og i mindre grad på grund af deres egne vanskeligheder, skriver VIVE i en pressemeddelelse.

Tallene viser, at omkring halvdelen af såvel danske og grønlandske mødre, og cirka en tredjedel af fædrene til anbragte børn har en psykisk diagnose. En femtedel af mødrene og næsten halvdelen af fædrene til både danske og grønlandske anbragte børn har på et tidspunkt i deres liv været dømt for kriminalitet.

Anbragte børn trives

Blandt grønlandske forældre i Danmark er der flere socialt udsatte, end blandt danske forældre generelt.

Ved kvalitative undersøgelser er VIVE nået frem til, at de danske kommuner arbejder på at placere søskende sammen i plejefamilier og gerne tæt på deres forældre. Udfordringen er imidlertid, at de grønlandske børn, der bliver anbragt udenfor hjemmet mister deres tilknytning til deres kultur og sprog.

- I anbringelsesprocessen prioriteres børnenes mulighed for at blive anbragt sammen med søskende og bo tæt på de biologiske forældre højere, end mulighederne for at bevare sproget, forklarer Karen Margrethe Dahl, chefanalytiker i VIVE.

Powered by Labrador CMS