Randi: Krydset sættes først på tirsdag
Demokraternes formand tager fremgangen i en meningsmåling med et stort forbehold.
En spået fremgang på 6.9 procent og to mandater. Andre ville måske juble over det. Men Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen maner til besindighed.
- Det er blot en meningsmåling, krydset sættes først på tirsdag, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Ifølge meningsmålingen, som HS-Analyse har foretaget for Sermitsiaq og KNR står Demokraterne til 18,8 procent, hvilket ville give dem seks mandater. Men Randi Vestergaard Evaldsen henviser til, at meningsmålinger tidligere har ramt ved siden af det endelige resultat.
- Ved sidste valg blev vi målt til to mandater og fik fire. Det kan sagtens også gå den anden vej.
‘Thomsen-effekten’
Og der kan være gode grunde til at være forsigtig. Hele 25 procent har endnu ikke besluttet sig i målingen, der er foretaget i perioden 11. til 15. april. Så der er stadig mange stemmer at kæmpe om i valgkampens slutspurt.
- Vi arbejder målrettet videre efter den strategi, som vi har lagt - helt frem til valgdagen, siger Randi Vestergaard Evaldsen.
Når Demokraterne har medvind i meningsmålingen, så skyldes det ifølge hende, at partiet er nået ud med sine budskaber.
- Vi mener, der er brug for mere realisme og et klart politisk indhold.
Derudover fremhæver hun især en kandidat.
- Niels Thomsen har haft stor betydning i valgkampen. Han har været en meget ydelig stemme, der har kommunikeret ting ud, som vi ikke tidligere har været så stærke på. Det gælder især fiskeriet, hvor han jo har stor erfaring.