Uro i D
Randi: Michael var ikke længere en del af gruppen
Michael Rosing har fået frataget sine ordførerskaber i Inatsisartut. Samarbejdet mellem ham og resten af Demokraternes gruppe er reelt brudt sammen.
Michael Rosing har fået frataget sine ordførerskaber og udvalgsposter i Inatsisartut. Det sker efter alvorlige interne problemer i Demokraternes gruppe i Inatsisartut.
- Vi har i gruppen oplevet store problemer i samarbejdet med Michael Rosing. Reelt har Michael ikke længere fungeret som en del af gruppen, siger en fåmælt partiformand, Randi Vestergaard Evaldsen til Sermitsiaq.AG.
Problemerne har tilsyneladende stået på i længere tid uden at det er lykkedes at finde en løsning. Randi Vestergaard Evaldsen ønsker dog ikke at uddybe, hvilken karakter problemerne har haft.
LÆS: Intern splid hos Demokraterne
Sagen har været drøftet i både gruppen og i hovedbestyrelsen, og det er på den baggrund, at Michael Rosing i forbindelse med konstitueringen har mistet sine poster.
Randi Vestergaard Evaldsen ønsker heller at ikke uddybe, hvordan partiet vil kommer videre herfra.
- Vi er i gang med en proces.
- I hvilken retning peger den proces?
- Det kan jeg ikke sige noget om. på nuværende tidspunkt, siger partiformand Randi Vestergaard Evaldesn.
Michael Rosing selv ønsker ikke at udtale sig om sagen, men henviser til partiformanden.