køb grønlandsk
Randi langer ud efter AG
Naalakkersuisoq for finanser, Randi Vestergaard Evaldsen (D), kritiserer AG for at overfortolke indholdet af et notat, hvor landsstyremedlemmet forholder sig kritisk til brugen af lokale leverandører
Naalakkersuisoq for finanser, Randi Vestergaard Evaldsen (D), kritiserer AG for at fejlfortolke et svarnotat til Inatsisartut om hensynet til brugen af grønlandske leverandører, når Selvstyret køber ind.
Læs: Naalakkersuisuts melding: Nej til 'køb grønlandsk'
Kursskifte
Det fremgår af AG-artiklen ’Nej til ’køb grønlandsk’’, at Naalakkersuisut foretager et regulært kursskifte. Og i denne sammenhæng citerer avisen fra svarnotatet:
Ikke ubetinget gavnligt
- For så vidt angår 'køb grønlandsk' anbefalingerne bemærkes, at det ikke nødvendigvis vil have en ubetinget gavnlig samfundsmæssig påvirkning ukritisk at placere ordrer ved grønlandske virksomheder.
indsnævring
- Konkurrencemæssigt kan det medføre indsnævring af leverandørkredsen og højere priser. Desuden er det nødvendigt, at det grønlandske erhvervsliv i højere grad udvikles i en sund international konkurrence, hvor effektivitet, omkostningsreduktioner og innovation er de afgørende parametre, fremgår det af citatet.
Taget ud af en sammenhæng
Randi Vestergaard Evaldsen peger i en kommentar på Selvstyrets hjemmeside omvendt på, at citaterne er taget ud af en bredere sammenhæng.
Ubetinget og ukritisk
- Det er ordene ’ubetinget’ og ’ukritisk’, der er væsentlige her (i citatet, red.). Ordene dækker over den rimelige betragtning, at der kan være tilfælde, hvor man skal være varsom med, hvor man placerer ordren. Det kan være tilfælde, hvor konkurrencen i realiteten er ikke-eksisterende internt i vores samfund – og derfor kan prisen i visse tilfælde blive så høj, at man bliver nødt til at fravælge tilbuddet og sende udbuddet ud til en større kreds, understreger Randi Vestergaard Evaldsen i sin kommentar til artiklen.
Kan blive for høj
- I den sammenhæng er de fleste vel enige i, at prisen på en vare/ydelse kan blive så høj, at man bliver nødt til at afslå den. Men det betyder bestemt ikke, at Naalakkersuisut ikke ønsker at fremme vores indkøb her i landet. Det kan ikke understreges tydeligt nok, tilføjer Naalakkersuisut-medlemmet, der peger på et andet afsnit i svarnotatet:
Reel mulighed
- I styrelsen (ASA, red.) arbejdes der målrettet på at tilrettelægge udbuds- og indkøbsprocesser på en sådan måde, at grønlandske virksomheder gives reel mulighed for at deltage i konkurrencen.
Hjælpe med
Og Randi Vestergaard Evaldsen fremhæver desuden, at svarnotatet også peger på forskellige måder, hvor man kan fremme de lokale virksomheders muligheder for at blive leverandører, for eksempel i kraft af udvælgelses- eller tildelingskriterier eller kontraktkrav om lokal(e) underleverandører, partnerskaber m.m.
Kommentar fra AG
Sermitsiaq.AG har bedt AG’s chefredaktør, Christian Schultz-Lorentzen, om en kommentar til landsstyremedlemmets kritik.
Heftig debat
- Det kan næppe have forbigået Randi Vestergaard Evaldsens opmærksomhed, at hendes udmelding fra Inatsisartuts talerstol om dette emne vakte heftig debat og fik flere politikere til at kritisere hende, sådan som avisens journalist beskriver det i ugens AG. Hun var selv til stede i salen, siger Christian Schultz-Lorentzen og fortsætter:
Ikke alene
- Andre har altså gjort sig skyldig i dén fejllæsning, som Randi Vestergaard Evaldsen beskylder avisen for, og som blandt andet tager udgangspunkt i denne formulering i svarnotatet: Det er nødvendigt, at det grønlandske erhvervsliv i højere grad udvikles i en sund, international konkurrence.
- Det synspunkt vil vi meget gerne høre Randi Vestergaard Evaldsen uddybe, hvorfor vi har kontaktet hende for et interview til AG. I øvrigt var centrale dele af det omtalte svarnotat gengivet i artiklen for at læserne selv kunne udlægge teksten – og dermed fortolke, hvad Naalakkersuisuts liberale stemme egentlig mener. Det er ikke altid nemt at finde ud af, siger chefredaktøren.
Erhvervsleder: Køb grønlandsk - det er hjælp til selvhjælp