RALs atlantkunder påføres ny afgift

EU har fra nytår indført en ny CO2-afgift, der vil berøre gods over Atlanten, oplyser Royal Arctic Line.

Gods der fragtes ind og ud af EU-lande bliver fra nytår pålagt en ny afgift.

For at motivere rederierne til at udlede mindre CO2 har EU indført en ny afgift, den såkaldte Emissions Trading System (ETS), der træder i kraft fra nytår.

Royal Arctic Line forpligtes til at købe CO2-kvoter for at kunne udlede CO2 i forbindelse med transport af gods ind og ud af EU-landene.

Det grønlandske rederi oplyser, at det kostede i omegnen af 7.500 kroner for et ton CO2 i indeværende år.

Prisen svinger

- Prisen er bestemt af udbud og efterspørgsel. Hvad det kommer til at koste i 2024 er ikke kendt på forhånd, eftersom kvoterne handles på det frie marked, forklarer Royal Arctic Line på dets hjemmeside.

Rederiet oplyser, at den nye afgift vil blive udregnet og afregnet på samme måde som BAFCAF. Satsen vil fra 1. januar blive sat til 1 procent og løbende blive reguleret på månedlig basis.

- CO2 afgiften betales til EU, hvorfor den betalte afgift ikke er en betaling til Royal Arctic Line, bliver det understreget. Den nye afgift vil fremgå af kundernes fakturaer.

Langsommere sejlads

Atlant-sejlplanen blev for nyligt offentliggjort, og den giver mulighed for, at man sejler langsommere hen over Atlanten, hvilket gerne skulle reducere brændstofforbruget. Samtidig vil Royal Arctic Line i forbindelse med fornyelse af rederiets flåde tage energibesparende teknologi i brug, oplyses det.

Det er knap en måned siden, at Royal Arctic Line afslørede, hvilke fragtprisstigninger der vil være gældende for 2024, hvilket Grønlands Erhverv blandt andet har stillet sig kritisk overfor. I 2024 vil atlantgods stige med 6,4 procent. I 2025 stiger fragten med 3,1 procent og 2,2 procent året efter.

Powered by Labrador CMS