RAL: Aalborg mister håndtering af køle- og frysegods

Køle- og frysegods til og fra Grønland skal fra 1. november indleveres eller afhentes i Aarhus, meddeler Royal Arctic Line.

Såkaldt LCL køle- og frysegods, som omhandler mindre mængder og dermed ikke hele containere, skal ikke længere indleveres eller afhentes i Aalborg, men i Aarhus.

Den fremtidige ordning vil betyde, at transittiden til Grønland reduceres med to dage. Det er nemlig sådan, at skibsafgangen fra Aalborg i dag er onsdag, men med sejlads til Aarhus. Fra 1. november vil datofølsomme varer således komme med skibsafgangen fra Aarhus om fredagen.

Praktisk ændring

Den praktiske håndtering har rederiet outsourcet.

- Med ind- og udlevering i Århus, vil det ikke længere være Royal Arctic Lines ansatte der modtager eller udleverer godset. Der er indgået aftale med Frode Laursen A/S om håndtering af kølegods, samt med Agri-Norcold A/S om håndtering af frysegods, oplyser rederiet, der løbende vil informere om de praktiske ændringer, når skiftet nærmer sig.

Powered by Labrador CMS