RAL er tilfreds med årsresultat

Royal Arctic Lines årsresultat for 2011 viser et overskud efter skat på 73 millioner kroner, men rederiet forventer ikke samme aktivitetsniveau i år

Royal Arctic Lines årsresultat for 2011 viser, at rederiet fik et overskud efter skat på 73 millioner kroner. Foto: Inuaraq Petersen

- Grønlands nationale rederi er kommet meget fornuftigt ud af et både udfordrende og spændende 2011.

Bestyrelsen har netop godkendt regnskabet, som viser et overskud efter skat på 73 millioner kroner.

Royal Arctic Line har gennem hele 2011 arbejdet med at få igangsat en række langsigtede beslutninger som bygningen af nye skibe og havneudvidelser i Grønland.

- Beslutninger som er helt nødvendige for at sikre den livsvigtige infrastruktur. Samtidig er det beslutninger som kræver store investeringer i de kommende år, og dermed sætter selskabets økonomi under pres.

- Bestyrelsen er glade for at kunne præsentere et virkelig solidt resultat for 2011. Det er helt sikkert medvirkende til at styrke selskabet og dermed evnen til at håndtere de store investeringer, som venter forude, siger bestyrelsesformand Martha Labansen.

Resultat
Royal Arctic Lines koncernresultat for 2011 viser et overskud før skat på 109 millioner kroner og 73 millioner kroner efter skat, sammenlignet med et overskud før skat i 2010 på 41 millioner kroner og efter skat 29 millioner kroner.

- Udviklingen i koncernens resultat skyldes flere faktorer, men primært en større omsætning som følge af høj byggeaktivitet i Nuuk, og olieefterforskningen der var med til at give meget aktivitet på flere havne. Selskabet fokus på altid at tilpasse omkostningerne til aktivitetsniveauet, og det faktum at 2011 skiller sig ud med væsentligt reducerede afskrivninger på skibe, ligger til grund for den positive udvikling, forklarer Martha Labansen.

Forventninger
I 2011 var godsmængderne til Grønland positivt påvirket af byggesektoren i Nuuk og omsætningen på flere havne positivt påvirket af olieefterforskningen.

Royal Arctic Line forventer ikke samme aktivitetsniveau i 2012, og det er således rederiets forventning, at godsmængderne til Grønland vil falde til et niveau sammenligneligt med 2010.

- I 2012 begynder selskabet afskrivninger på de nye skibe, og sammen med de lavere forventninger til godsmængderne og olieindustrien betyder det, at det økonomiske resultat i de nærmeste år vil blive noget mere beskedent, siger Martha Labansen, og fortsætter:

- Men det ændrer ikke ved, at vi glæder os over det pæne resultat for 2011, og jeg er overbevist om, at med en strategi, der har vist sin styrke, og med medarbejdere der yder en helhjertet og stærk indsats, så er Royal Arctic Line godt rustet til de kommende udfordringer.

I den vedhæftede fil lige herunder kan du se RAL’s hoved- og nøgletal set over en 5-årig periode.

Powered by Labrador CMS