RAL-skib sidder fast i storis

Malik Arctica sidder fast i isen ved Ittoqqortoormiit. Man arbejder på at få sat vinterforsyningerne i land i de nærmeste dage, oplyser Royal Arctic Line.

Royal Arctic Lines skib Malik Arctica sidder i øjeblikket fast i storisen ved Ittoqqortoormiit i Østgrønland.

Det oplyser det selvstyreejede rederi på Facebook.

- Royal Arctic Line, KNI, Arktisk Kommando og DMI arbejder tæt sammen for at sikre at vinterforsyningerne bliver sat i land inden for de nærmeste dage, skriver rederiet.

Ifølge rederiet arbejdes der på at få skibet fri af isen, men forholdene er en udfordring:

Ingen fare for besætning

- Der er ingen overhængende fare for skib og besætning. Der samarbejdes tæt med Arktisk Kommando for at sikre materiel til området for at øge sikkerheden, såfremt det skulle blive nødvendigt, skriver Royal Arctic Line.

Rederiet har fokus på, at få vinterforsyningerne til Ittoqqortoormiit i land

- Royal Arctic Line er i tæt samarbejde med DMI istjeneste og KNI om at få det til at ske, når isforholdene forbedrer sig. Det forventes, at isforholdene bliver bedre inden for et par dage. Situationen følges tæt af alle parter med henblik på at sikre vinterforsyningerne til området, skriver rederiet.

Royal Arctic Line vil komme med nyt om situationen torsdag klokken 12:00.

Powered by Labrador CMS