RAL sætter dato på Eimskip-samsejling

Royal Arctic Lines administrerende direktør Verner Hammeken afslører, at den ambitiøse samsejlingsplan med islandske Eimskip vil gå i gang i slutningen af juni.

Verner Hammeken
Verner Hammeken kan efter fire års planlægning endelig se endemålet for at den ambitiøse samsejlingsplan med Eimskip for alvor går i luften.

Samsejlingsplanen er blevet skubbet og skubbet, fordi det kinesiske værft, hvor de tre nye containerskibe blev bygget, har været forsinket blandt andet på grund af en tyfon og senere fordi der udbrød brand i en akselgenerator på Eimskips tredje skib.

- I sidste uge fik Eimskip leveret sit første containerskib og vi har et erstatningsskib, der kan erstatte det sidste skib. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi denne gang kan lancere samsejlingen inden udgangen af 2. kvartal, fastslår Verner Hammeken over for Sermitsiaq.AG.

Velkonsolideret

Han har netop sendt årsrapporten for 2019 på gaden, og han er overordentlig glad for, at RAL er velkonsolideret på trods af investeringer på over 1,5 milliarder kroner til nye skibe igennem de seneste år.

- Vi vil lancere samsejlingen stille og roligt og gradvist putte de nye fragtmuligheder på over for vore kunder, forklarer rederidirektøren, der erkender, at der forestår en kommunikativ opgave.

Skibene anløber følgende havne: Nuuk, Reykjavik, Aalborg, Aarhus, Helsingborg og Frederiksstad i Norge. I første omgang er det muligheden for at levere fragt direkte til Island, der vil blive markedsført. De øvrige byer, Aarhus, Helsingborg og Frederiksstad vil så blive lanceret efterfølgende.

Polen er udgået

- Oprindeligt var det planen, at en polsk havneby skulle indgå i sejlplanen, men det kan vi ikke nå, så længe vi skal anløbe Aalborg, som vi kontraktligt først kan komme ud af ved udgangen af 2022, oplyser Verner Hammeken.

Rederidirektørne er overbevist om, at Aalborg under alle omstændigheder sløjfes fra udgangen af 2022 og herefter må en frisk analyse påvise, hvilken polsk havneby, der bedst giver mening at anløbe.

Powered by Labrador CMS