RAL vil lave klimaregnskab

Royal Arctic Line har i løbet af 2020 sat fokus på selskabets påvirkning af klima, miljø og samfund, så man kan lave et retvisende klimaregnskab.

Det selvstyreejede rederi, Royal Arctic Line, har afsat ressourcer til at optimere sit administrative apparat, så man bliver i stand til ”at udvælge, hvilke af vores initiativer der giver størst mulig værdi for klima, miljø og samfund, og ikke mindst til at måle, om det går i den rigtige retning”.

- For at kunne præsentere et retvisende klimaregnskab kræver det dedikerede ressourcer, korrekt indsamling og rapportering af data, og det kræver samarbejder med øvrige aktører i samfundet. Det samarbejde har vi udnyttet aktivt i 2020, og det vil vi fortsætte med fremadrettet, oplyser selskabet, der for nylig offentliggjorde CSR-rapporten for 2020.

Efterlyser udspil fra Naalakkersuisut

Rederiet efterlyser af det nye Naalakkersuisut konkrete mål for Grønlands aktive indsats for FN’s 17 verdensmål, da man mener, at ”en fælles samfundsindsats for øget bærerdygtighed vil blive styrket af en fælles retning”.

- Vi er et grønlandsk selskab, og det er vores pligt og ansvar at deltage aktivt i en bæredygtig udvikling af hele det grønlandske samfund, fastslår rederiet.

Powered by Labrador CMS