RAL er klar med rabat - men KNI har endnu ingen plan for billigere fødevarer

Royal Arctic Line og Selvstyret har indgået en aftale om at nedsætte olietillægget på fragt her i landet. Det er et politisk ønske, at aftalen kommer forbrugerne til gode, men det er endnu uklart, hvordan ønsket konkret skal realiseres.

KNI har lovet at vende tilbage, så snart de har fundet en model for at regulere priserne.

- Jeg vil på naalakkersuisuts vegne udtrykke en klar forventning til importørerne om, at prisnedsættelsen kommer forbrugerne direkte til gode i form af billigere dagligvarer.

Ordene er Naaja H. Nathanielsens, naalakkersuisoq for finanser og ligestilling.

Det er to uger siden, at Selvstyret og Royal Arctic Line (RAL) indgik en aftale om, at oliepristillægget på nordgående fragt nedsættes for resten af 2022. Tiltaget er især målrettet køle- og frysecontainerne, som benyttes til fragt af madvarer.

Sermitsiaq.AG har spurgt KNI, hvad nedsættelsen af olie- og valutatillægget reelt kommer til at betyde for forbrugerne i forhold til fødevarepriserne, men har endnu ikke fået svar. KNI har lovet at vende tilbage, så snart de har fundet en model for at regulere priserne.

KNI har endnu ikke lavet en plan

Aftalen, som RAL har fremlagt på sin hjemmeside tirsdag, vedrører reduktion af olie- og valutatillægget for perioden 1. september til 31. december 2022 og tager særligt hensyn til islægsområder og sikringen af vinterforsyningen.

Temperaturreguleret gods (køle- og frysevarer) og almindeligt gods behandles forskelligt. De reducerede priser indføres med tilbagevirkende kraft fra 1. september 2022 for temperaturreguleret gods og for øvrigt gods per 1. oktober og vil gælde resten af året.

Men de reducerede tillæg siger altså ikke noget om, hvordan det kommer forbrugerne til gode.

Powered by Labrador CMS