RAL får overskud og nyt revisionsselskab

Revisionsselskabet Deloitte har mistet en stor kunde, idet Royal Arctic Line fremover vil benytte PwC og Grønlands Revisionskontor. RAL fik et beskedent overskud på 2 mio. kr. i 2020.

Offentliggjort

Efter en udbudsrunde har ejerne af det selvstyrejede rederi besluttet at sende revisionsopgaven til PwC og Grønlands Revisionskontor.

Det blev oplyst på dagens ordinære generalforsamling i RAL, der foregik virtuelt og hvor man kunne følge med via en internetopkobling.

Årsresultat på 2 mio. kr.

Årsregnskabet viste et årsresultat efter skat på 2 mio. kr., hvilket langt fra levede op til forventningerne om et overskud på 25 til 35 mio. kr. da året blev indledt.

Forklaringen på det langt lavere underskud var coronapandemien, og da man var halvvejs gennem året troede RAL-ledelsen, at man ville lande på et minus på mellem 30 og 45 mio. kr. Så galt gik det langtfra.

- Vi er stolte over, at vi kom på den rigtige side af 0, sagde RAL’s administrerende direktør Verner Hammeken, der forudser et årsresultat for indeværende regnskabsår på mellem 5 til 15 mio. kr., hvilket dog er behæftet med stor usikkerhed.

Stor gældsætning

I løbet af året har rederiet sat sig i yderligere gæld. Således er den samlede gæld steget fra 556 mio. kr. i 2019 til 924 mio. kr. i 2020. I løbet af 2020 fik man imidlertid også leveret tre nye skibe og nu resterer der kun to mindre skibe, som bliver leveret i september.

Verner Hammeken. pointerede, at årsresultatet ikke var påvirket af fragtstigninger, som rederiet ikke har ændret i seks år. Han fastslog, at selskabet har en sund balance "dog med en højere gearing".

Egenkapitalen udgør nu 682 mio. kr.

- Vi er positive og ambitiøses over for den samfundsrolle, vi har påtaget os for at være hele Grønlands logistikselskab til havs. Vi vil gå til opgaven med passion, være ambitiøse og under en stor grad af ansvarlighed, sagde Verner Hammeken.

Nøgletal 2019 i parentes i mio. kr.

  • Indtægter: 982 (970)
  • Omkostninger: 929 (902)
  • Resultat af primær drift: 14 (35)
  • Årets resultat: 2 (25)
  • Samlet gæld: 924 (556)
  • Egenkapital: 682 (688)

Udbyttebetalingen til Landskassen blev sat til 2,5 mio. kr.

Powered by Labrador CMS