rabies

Rabies-alarm afblæst

Ræven, der er set ved Cirkussøen nær Nuuk, ser ikke ud til at have rabies, men derimod et kuld hvalpe.

Ræve hvalpe

Kommuneqarfik Sermersooq udsendte den 21. juli en advarsel om, at en ræv var set i området, og man frygtede, at den havde rabies. Af samme årsag ville kommunen gå i gang med at opsætte fælder og bad folk om at ringe til kommunen, hvis man observerede en ræv i området.

Flere har set ræven

- Jeg har faktisk fået nogle henvendelser fra folk, der har set ræven. Noget tyder på, at den ikke har rabies, da den har en normal og ikke aggressiv adfærd, forklarer driftsleder i materielgården Søren Christensen til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at man af samme grund har neddroslet indsatsen mod at få fjernet ræven. Dog har man opstillet nogle fælder ved lufthavnen, Cirkussøen og forbrændingen.

- Jeg har fået at vide, at ræven har fulgt vandrere, men kun til et vist punkt, hvilket tyder på, at den blot har villet beskytte sine hvalpe, som vi formoder, den har i området, forklarer Søren Christensen.

Rabiesræve er aggressive

Ræve med rabies har typisk en meget aggressiv adfærd. Rabies eller hundegalskab, som det også kaldes, er en form for hjernehindebetændelse, som også er yderst farlig for mennesker.

Powered by Labrador CMS