Råd: Lån krise-penge af Danmark

Naalakkersuisut vurderer, at der er penge nok i landskassen i 2020 til at klare coronakrisen. Men i efteråret kan det blive nødvendigt at låne et milliardbeløb. Naalakkersuisut bør låne pengene af Danmark, lyder anbefaling.

Fredag skal naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, fremlægge den årlige redegørelse om landets økonomi i Inatsisartut. Redegørelsen er blevet offentliggjort, og den har ikke overraskende et stort fokus på coronakrisens påvirkning af økonomien.

Et af de store spørgsmål er, hvor mange penge Grønland skal låne for at komme igennem krisen.

Her fremgår det, at finansdepartementets forventning i midten af maj er, at der er penge nok i landskassen for så vidt angår 2020. Men det vil formentlig blive nødvendigt at optage lån i efteråret:

Lang krise bliver dyr

- Der vil sandsynligvis være behov for et vist låneoptag i efteråret 2020 for at retablere et tilstrækkeligt likviditetsberedskab med henblik på 2021, hvor et finanslovsunderskud også må forventes, står der i redegørelsen.

Hvor mange penge, der skal lånes, afhænger af, hvor længe krisen fortsætter. Jo længere krisen varer, jo dyrere bliver den. Varer den seks til ni måneder, vil det blive nødvendigt at låne omkring en milliard kroner, anslås det i redegørelsen.

Men Naalakkersuisut anbefaler, at naalakkersuisoq for finanser får lov til at forhandle med den danske stat eller andre långivere om nye lån på omkring 2,5 milliarder kroner. Det beløb vil kunne dække en krise på op til 18 måneder.

ØR: Lån af staten er fleksibelt

Ifølge redegørelsen er Økonomisk Råd enig i, at et lån på mellem 2 og 2,5 milliarder kroner er rimeligt. Rådet anbefaler, at Naalakkersuisut tager fat i den danske stat for at låne pengene her:

- Grundet de mange usikkerhedsmomenter og problemer med præcist at fastlægge likviditetsbehovet, vil det være mest hensigtsmæssigt med en låneramme stillet til rådighed af staten. Det vil give fleksibilitet og en lav rente (forudsat rente som på danske statsobligationer) og en implicit statsgaranti for lånene, skriver Økonomisk Råd til Naalakkersuisut.

Færre udgifter til hjælpepakkerne

I sin vurdering af den aktuelle situation peger Qujaukitsoq og hans departement på, at det er positivt, at hjælpepakkerne til erhvervslivet indtil videre har kostet mindre, end man havde regnet med.

Eksempelvis har man afsat 107 millioner kroner til lønkompensation, men ifølge redegørelsen er der i midten af maj kun udbetalt knapt fire millioner kroner i ordningen.

På den anden side nævnes disse udfordringer:

  • Behov for at understøtte atlantflyvninger med servicekontrakt til Air Greenland.
  • Eksportpriserne på fisk falder og det vil gå ud over landskassens indtægter fra ressourcerenterne i fiskeriet.
  • Turistbranchen vil efter al sandsynlighed opleve et totalt bortfald af udefrakommende turister i 2020.
  • Kommunerne forventes at få behov for at låne penge af selvstyret på grund af fald i skatteindtægterne. Naalaakersuisut har foreløbig afsat 150 millioner kroner til det formål.
Powered by Labrador CMS