Rådet for Grøn Omstilling: - Det er lovligt, men en moralsk miljøforbrydelse

En konvention til gavn for miljøet bliver i øjeblikket indarbejdet i lovgivningen. Men det er ikke nok, hvis man har et oprigtigt ønske om at værne om miljøet. Det mener Rådet for Grøn Omstilling.

- Jeg er ikke i tvivl om, at turismeerhvervet bliver en af de helt store indtægtskilder for Grønland, siger Kåre Press-Kristensen fra Rådet for Grøn Omstilling.

- Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at vi værner om vores miljø og sundhed.

Sådan sagde Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund tilbage i efteråret 2021.

Udtalelsen kom i kølvandet på et forslag om at ophæve Grønlands territoriale forbehold i relation til MARPOL-konventionens Bilag VI. Forslaget, som handler om at begrænse luftforureningen fra skibe, blev godkendt af Inatsisartut.

I øjeblikket bliver konventionen indarbejdet i den nationale lovgivning. Men der skal mere til, hvis man oprigtigt ønsker at værne om miljøet og sundheden.

Sådan lyder vurderingen fra Rådet for Grøn Omstilling.

- Det er supergodt, at Grønland tiltræder, men det er også på høje tid, siger Kåre Press-Kristensen seniorrådgiver i den uafhængige miljøorganisation.

Slyngelstater

Grønland tiltrådte MARPOL-konventionen i 1997 - en international konvention under FN’s Søfartsorganisation IMO. Men Grønland har hidtil haft forbehold for konventionens Bilag VI om skibes luftforurening.

Kåre Press-Kristensen forklarer, at det kun er stater uden interesse for miljø eller de såkaldte slyngelstater, der ikke lever op til konventionen, altså lande som han normalt aldrig ville sammenligne Grønland med.

Og nu er Grønland blevet en del af det gode selskab, som Kåre Press-Kristensen beskriver det. Det ændrer dog ikke på, at det ikke i sig selv gør en verden til forskel. Det er mere en anerkendelse af, at der er en væsentlig forurening fra skibsfart, der skal bekæmpes.

- Det er det signal, man sender, siger han med henvisning til tiltrædelsen.

Et paradoks

Kåre Press-Kristensen kan godt forstå, hvis nogle synes, at det er et paradoks, at man på den ene side vil forureningen til livs, men samtidig har et ønske om at satse på turisme fra krydstogtskibe.

- Krydstogtskibe forurener fuldstændig grotesk. Det er helt vildt vigtigt, at Grønland sørger for strøm fra land, når krydstogtskibe for eksempel lægger til i Nuuk, siger han med henblik på landets kæmpestore vandkraftværk:

- Det er en rigtig god investering. Den er stor, men investeringen kommer hurtigt igen, fordi skibene betaler for at tilslutte sig til at købe landstrøm. Det er en måde at tjene penge på.

Rene fødevarer og smuk natur

Det er den ene ting. En anden ting Grønland, herunder Selvstyret - ifølge Kåre Press-Kristensen - bør gøre, er at forbyde de såkaldte scrubbere, der renser røgen for svovl, inden den sendes ud i atmosfæren, men i stedet udleder al røggasvandet direkte til havet.

Kåre Press-Kristensen forklarer, at der er masser af renere brændstof, så scrubbere let kan undgås, men at Royal Arctic Line (RAL) for eksempel bruger beskidt brændstof og scrubbere, fordi det er billigere.

- Jeg er ikke i tvivl om, at turismeerhvervet bliver en af de helt store indtægtskilder for Grønland. Men man må ikke ødelægge den smukke natur eller de rene fødervarer, for så bliver turisterne væk, og det går ud over salget, forklarer han og tilføjer.

- Folk tror ikke deres egne ører, når de hører, at RAL - ligesom andre skibe med scrubbere - bare dumper al røggasvandet direkte i havet. Det er lovligt, men en moralsk miljøforbrydelse.

Kritikken er forelagt RAL, der har lovet at vende tilbage.

Powered by Labrador CMS