Qeqqa ønsker højere bevillinger til nybyggeri

Bevillingen fra Selvstyret, der er øremærket til offentlige lån til boligbyggeri er for lidt, mener Qeqqata Kommunia. Den bør mindst fordobles, siger Malik Berthelsen.

Borgere i Qeqqata Kommunia viser stor interesse i muligheden for at opføre andelsboliger i Sisimiut og Maniitsoq.

Men Selvstyrets bevilling til Qeqqata Kommunia på 12,4 millioner kroner årligt rækker kun til en bygning med 10 boliger. Kommunens andel i de offentlige lån til boligbyggeri er på 7,4 millioner kroner årligt.

For at undgå likviditetsudfordringer, vælger kommunen nu at give afslag til ansøgninger om nybyggeri, hvor borgere kan få offentligt lån.

Fordobling nødvendig

- Selvom det er positivt, at antallet af borgere, der ønsker at opføre andelsboliger er stigende, kan vi ikke komme uden om, at sætte en beløbsmæssig grænse for at beskytte kommunens kassebeholdning, skriver borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen i en pressemeddelelse.

For at kommunen kan godkende flere nybyggerier kræver det, at Inatsisartut giver flere midler til kommunerne.

- Vi har ikke låst os fast på et bestemt beløb. Men hvis vi skal være realistiske i forhold til borgernes interesse for nybyggeri, så vil det kræve minimum en fordobling af bevillingen på 12,4 millioner kroner om året, siger Malik Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Nu lukkes kassen

En andelsboligforening i Sisimiut har allerede søgt om offentlige lån gennem kommunen for at opføre andelsbolig, mens der også er en forening i Maniitsoq, der er interesseret i at søge.

- For gentagne budgetoverskridelser til boligformål kan ende med at true kommunens likviditetsmæssige forhold. Dette skal ses i lyset af, at vi i de sidste fire år har bevilget lån for 58 millioner kroner. Samt at lånene først afdrages efter 30 år iht. Lovgivningen, oplyser Malik Berthelsen.

Bevillingerne benyttes af borgerne som offentlige lån til opførelse af andelsboliger, renovering af alderspensionistboliger og istandsættelse af eksisterende boliger.

Powered by Labrador CMS