Qeqqa har fokus på fravær

Qeqqata kommunia har ved hjælp af kvalitetsrapporter sat fokus på udviklingen på de enkelte skoler. Der er arbejdet for at nedbringe fraværet blandt både elever og lærere.

Offentliggjort

Fraværet på elever i Minngortuunnguup Atuarfia i Sisimiut er faldet for alle klasser.

Det viser kvalitetsrapporten for folkeskolerne i Qeqqata Kommunia. Kommunen har nemlig haft en særlig fokus på elevfravær, blandt andet ved at indføre, at forældrene allerede på elevens første fraværsdag skal kontaktes af skolen, hvis der ikke er givet en årsag til barnets fravær.

Fokus på lærere

I den anden folkeskole i byen, Nalunnguarfiup Atuarfia, er fraværet steget, men en stor del af fraværet er "lovligt fravær" hvor der altså er en begrundelse fra forældrene.

- For specialklasserne på Nalunnguarfiup Atuarfia er det dog gældende, at en relativt større grad af fraværet er lovligt sammenlignet med sidste års opgørelse. Dette kan være et resultat af skolernes fokus på forbedring af forældresamarbejdet, fremgår det. Skolen i Maniitsoq, Atuarfik Kilaaseeraq, er fraværsprocenten ikke blevet registreret.

MA: Minngortuunnguup Atuarfia, NA: Nalunnguarfiup Atuarfia

Der er også blevet set på lærerfraværet.

- Ved sidste års kvalitetsrapport blev det bemærket, at der ikke bør være ulovligt fravær for lærere. Dette er stort set opnået, oplyses det.

Ros til bygdeelever

Skolerne i Qeqqata Kommunia har overordnet klaret sig godt i trintestene.

- Særligt viser Qinnguata Atuarfia i Kangerlussuaq gode resultater langt over landsgennemsnittet i de fleste fag på begge årgange, lige som skolen også klarede sig godt i sidste års trintest, fremhæves det i rapporten.

Afgangsresultaterne i rapporten er baseret på elevernes årskarakterer, da afgangseksaminerne ikke kunne afholdes grundt Covid-19.

- Det er primært resultaterne fra de tre byskoler, der er blevet gennemgået. Nalunnguarfiup Atuarfia i Sisimiut har generelt vist gode resultater hvor kun dansk-karaktererne lå en smule under landsgennemsnittet, fremgår det.

Samtaler for at undgå fravær

Skolerne skal blive ved med at sætte fokus på fraværet, påpeges det.

- Generelt skal skolerne have fokus på at mindske lærerfravær via sundheds/fraværssamtaler. Særligt skoler med højt lærerfravær skal arbejde aktivt med at nedbringe dette. Skolerne har lykkedes med stort set at undgå ulovligt fravær blandt lærerne, lyder det.

Powered by Labrador CMS