Qaqortoq: Restriktioner indføres på grund af ukendte smittekæder

Der indføres blandt andet krav om gyldig corona-dokumentation på grund af ukendte smittekæder i den sydgrønlandske by. Restriktionerne træder i kraft i nat.

Arkivfoto af Qaqortoq

Der er konstateret smittespredning med ukendte smittekæder i Qaqortoq, og derfor indføres der nu restriktioner, ligesom flere andre steder i landet.

Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Følgende restriktioner træder i kraft 14. januar, klokken 03:00.

  • Krav om gyldig corona dokumentation
  • Maksimalbelægning af offentlige lokaler
  • Krav om brug af mundbind eller visir

- Restriktionerne er gældende indtil smittespredningen enten stopper eller ikke længere er med ukendte smittekæder, dette vil blive meldt ud på corona.nun.gl, oplyses det.

I den seneste døgn er der ikke blevet registreret nye smittede i Qaqortoq. I denne uge er der dog i alt blevet registreret fem nye smittede.

Gyldig corona dokumentation

Kravet om gyldig corona dokumentation gælder uanset testmulighederne i byen.

- Alle på 12 år og derover skal fremvise dokumentation på at de er færdigvaccineret mod Covid-19, tidligere smittet eller har en gyldig Covid-19 test, i lokaler hvortil offentligheden har adgang. Det inkluderer barer, restauranter, kulturhuse, med mere, fremgår det.

Kravet om gyldig corona dokumentation gælder ikke i skoler, sundhedsvæsnet med flere.

Maksimal belægning af offentlige lokaler

En del af restriktionerne i byer eller bygder med smittespredning fra ukendte smittekilder er en maksimalbelægning på 50 procent.

- Det betyder, at der kun må være halvdelen af de mennesker i et offentligt tilgængeligt lokale, som brandmyndighederne har godkendt lokalet til, påpeges det i meddelelsen.

Hvis et lokale ikke har en begrænsning fastsat af brandmyndighederne, må der maksimalt opholde sig én person pr. fire kvadratmeter

Mundbind eller visir

I offentlige transportmidler og lokaler hvor offentligheden har adgang, skal alle der er 12 år eller derover bruge mundbind eller visir. Det betyder, at kravet for eksempel også finder anvendelse i kirker og butikker.

Der er en række undtagelser fra restriktionerne som kan læses på nun.gl

Disse bosteder har i øjeblikket smitte fra ukendte smittekilder og derfor underlagt særlige restriktioner:

Aasiaat, Ilulissat, Kangerlussuaq, Maniitsoq, Narsaq, Nuuk, Qaqortoq, Qasigiannguit, Sisimiut, Upernavik, Tasiusaq, Upernavik Kujalleq, Nutaarmiut, Nuussuaq, Innaarsuit, Naajaat, Aappilattoq, Kangersuatsiaq, Kullorsuaq.

Powered by Labrador CMS