Qaqortoq: Politiet advarer om farlig situation
Politiet i Qaqortoq beder folk om at blive indendøre og holde afstand til en farlig situation, der foregår i bydelen Sivinganikasia.
Politiet i Qaqortoq advarerer folk i den nye bydel Sivinganikasia i Qaqortoq om at der i øjeblikket udspiller sig en farlig situation i området.
Politiet beder borgere i området om at blive indenfor og holde afstand.
Politiet oplyser til Sermitsiaq.AG, at det drejer sig om en person, der har forskanset sig i sin lejlighed med en riffel. Personen har ikke truet nogen.
Situationen begyndte allerede mandag, da politiet klokken 14.00 fik en anmeldelse om situationen.
Politiet har siden været tilstede for at sikre, at situationen ikke udvikler sig.
- Vi håber stadig på en rolig afvikling af situationen med mindst mulig magtanvendelse, men det er altafgørende, at borgerne holder god afstand til området, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet.