Qaqortoq: Naalakkersuisut afventer udspil fra KAIR

Naalakkersuisut afventer et udspil fra Kalaallit Airports Domestic vedrørende den kommende proces omkring lufthavnen i Qaqortoq. Naalakkersuisut forventer, at projektet realiseres.

Tidligere på måneden kom det frem, at udbuddet af anlæggelsen af en lufthavn i Qaqortoq blev annulleret, da de indkomne bud langt overskred det budget, som Kalaallit Airports har fået til at bygge lufthavnen.

Sermitsiaq.AG har spurgt naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S), om han kan garantere, at lufthavnen i Qaqortoq bliver bygget, efter at udbuddet blev annulleret.

Så klart udtrykker Karl Frederik Danielsen sig ikke, men i et skriftligt svar, skriver han:

- Naalakkersuisut har en klar forventning om, at projektet realiseres.

Flere penge?

Karl Frederik Danielsen henviser til, at Inatisisartut har pålagt Naalakkersuisut at bygge lufthavnen:

- Og det arbejder Naalakkersuisut loyalt efter, skriver Karl Frederik Danielsen og tilføjer, at selskabet Kalaallit Airports Domestic gør det samme.

Sermitsiaq.AG har også spurgt, om Naalakkersuisut vil bede Inatsisartut om flere penge til projektet for at få det gennemført.

Det svarer Karl Frederik Danielsen ikke på, men Naalakkersuisut afventer et udspil og Inatsisartut vil blive orienteret, skriver han:

Inatsisartut vil blive orienteret

- Naalakkersuisut afventer Kalaalit Airports Domestic A/S vedrørende et udspil for den kommende proces.

- Når der er klarhed over næste skridt, orienteres Inatsisartut, og de nødvendige skridt vil blive taget, skriver Karl Frederik Danielsen.

Annulleringen af udbuddet blev modtaget med stor bekymring og kritik i Sydgrønland, hvor blandt andre borgmester Kiista P. Isaksen (S) var stærkt påvirket af det kuldsejlede udbud.

Oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit efterlyste svar på, om lufthavnsprojektet overhovedet bliver til noget.

Powered by Labrador CMS