Qaqortoq: KAIR arbejder på kortere bane

For at få økonomien til at hænge sammen arbejder Kalaallit Airports på et projekt med en kortere landingsbane og mindre terminalbygninger i Qaqortoq.

Onsdag havde Finans- og Skatteudvalget indkaldt naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen, til et åbent samråd om det kuldsejlede udbud for anlæggelsen af lufthavnen i Qaqortoq.

På samrådet kom det frem, at Kalaallit Airports arbejder på at tilrette projektet for at gennemføre et nyt udbud i 2021. Det skriver KNR.

Kalaallit Airports vil blandt andet forkorte landingsbanen, der oprindelig er planlag til at blive 1499 meter, og lufthavnsbygningerne skal også gøres mindre, fortæller KNR.

Tiltagene skal angiveligt gøre det muligt at opføre en lufthavn inden for budgettet.

Kræver politisk godkendelse

Selskabet kan dog ikke forkorte landingsbanen, uden at politikerne i Inatsisartut godkender det, fordi det er Inatsisartut, der i sin tid har besluttet banelængden.

Det var 20. august, at det kom frem, at Kalaallit Airports var nødsaget til at annullere udbuddet på anlæggelsen af lufthavnen i Qaqortoq. Årsagen var, at selskabet efter lange forhandlinger ikke havde kunnet lande en aftale med en entreprenør.

Prisen, som entreprenørerne forlangte for at bygge lufthavnen, oversteg budgettet, som Kalaallit Airports har til rådighed.

Annulleringen er blevet modtaget med stor bekymring i Sydgrønland, hvor en lufthavn i Qaqortoq har været et brændende ønske gennem mange år.

Powered by Labrador CMS