Qapuppaluk: Ny grønlandsk podcast er en succes

Lytterne er vilde med Qapuppaluks første podcast "Ajunaalernermik Nalunaarut" (Nødmelding, aaqq.) der udkom d. 4. januar 2019.

Bibi Nathansen (tv) og Aminnguaq Dahl Petrussen (th), der har lavet podcasten "Ajunaalernermik Nalunaarneq".

Lyden af en blyant, der hurtigt men fast stryger gennem det tynde papir, skærer igennem stilheden, når afsnittet ”Ajunaalernermik Nalunaarut”, del et, starter.

De to journalister, Bibi Nathansen og Aminnguaq Dahl Petrussen, er aktuelle med deres første podcast, der er lavet som en feature, hvor man blandt andet bruger lyde og stemmer som effekter.

Hans Jukku Noahsen var tekniker i projektet, sørgede for lydeffekter og komponerede podcastens musik.

Historien handler om polarforskeren Jørgen Brønlunds liv og hans sidste ekspedition i Østgrøland. Fortalt igennem hans egne breve og dagbøger. På grønlandsk.

Podcasten har fået gode anmeldelser på de to journalisters facebook-side, Qapuppaluk.

- Vi er stolte og lettede. Der er altid en risiko, når man laver nye ting, hvor folk kan være lidt tilbageholdende. Vi er stolte over, at podcasten er modtaget godt af lytterne. Lytterne er glade for, at podcasten er på grønlandsk, og det giver én mod til at lave flere af den slags, fortæller Bibi Nathansen.

En podcast er en udsendelse, der minder om en radioudsendelse. En podcast kan man dog hente på nettet, og lytte til, når man vil.

En ny form for udsendelse

Aminnguaq Dahl Petrussen og Bibi Nathansen er begge aktive lyttere af udenlandske podcasts. Men de syntes begge, at der manglede grønlandske podcasts.

I sommers indgik de et samarbejde med Grønlands Nationalarkiv, hvor arkivet gav dem adgang til gamle dokumenter, håndskrevne breve og dagbøger. Deriblandt Jørgen Brønlunds.

- Der er rigtig mange, der stadig lytter til radioen. Vi ville give lytterne andre muligheder. Jørgen Brønlunds breve og dagbøger lå i en kasse i arkivet, hvor man kunne gå dem igennem. Vi kom til arkivet uden en fast ide, men historien om Jørgen fangede os, fortæller Bibi Nathansen, der var med til at lave podcasten.

De to journalister lavede podcasten, der er delt i to afsnit, i løbet af et halvt år, med hjælp fra Selvstyrets kulturmidler.

Selvom arbejdet kan være slidsomt for freelance-journalisterne, har de to allerede en anden ide på tegnebrættet.

Ny historie på vej

Den næste udsendelse skal laves i samarbejde med Grønlands Nationalarkiv, der endnu engang har givet journalistparret adgang til dokumenter, dagbøger og breve.

- Vi vil bruge dagbøger og breve som udgangspunkt. Denne gang møder vi en dansk mand, der i 1920 tager til Upernavik. Der møder han en person, der vil ændre hans liv.

Powered by Labrador CMS