"Qanga" kommer til Aarhus

Konrad Nuka Godtfredsens vandreudstilling ”Qanga” kan fra i dag ses i det Grønlandske Hus i Aarhus. Udstillingen har tidligere været i Odense og flere andre steder i Europa.

I dag åbner udstillingen ”Qanga” af Konrad Nuka Godtfredsen i Det Grønlandske Hus i Aarhus.

Med udstillingen ”Qanga” fortæller illustrator og kunstner Konrad Nuka Godtfredsen Grønlands historie fra de tidligste indvandringer fra Canada til Grønland for 4.500 år siden til mødet mellem europæiske hvalfangere og missionærer og inuit i Grønland i 1700-tallet.

Udstillingen består af 29 indrammede tryk, udvalgte illustrationer fra fire bøger. Bøgerne er lavet til undervisning i den grønlandske skole, men kan også læses af andre med interesse for Grønlands historie.

Alle tegninger til tegneserierne om Grønlands forhistorie er tegnet i hånden, rentegnet med blyant og farvelagt med akvarel. Kun teksten er lagt på digitalt. Derfor ses taleboblerne også tegnet ind på siderne uden tekst. Hvert album har taget to år at udarbejde. Projektet startede i 2006 og blev afsluttet i 2018.

Vil skabe viden om Grønland hos skoleklasser

Med udstillingen ønsker Det Grønlandske Hus i Aarhus at invitere de ældre skoleklasser samt gymnasieklasser til at fordybe sig i Grønlands forhistorie og skabe opmærksomhed og viden om, at Grønland som nation ikke opstår med Hans Egedes indtog i 1721.

Der er fri entré i hele husets åbningstid fra kl. 10.00 – 16.00. Godtfredsens graphic novels om Grønlands forhistorie, er blevet til i et samarbejde mellem Danmarks Nationalmuseum og det grønlandske skolebogsforlag Ilinniusiorfik.

Akvarellerne har været vist på udstillinger i bl.a. Japan, Frankrig, Alaska, Island og Tyskland.

De 29 indrammede tryk kan ses i Kultursalens smukke ramme frem til marts 2022.

Powered by Labrador CMS