Pulje for udsatte grønlændere i Danmark er åben for ansøgninger

I år er det muligt for første gang at søge penge fra en pulje på 25,5 millioner kroner, der skal forbedre og understøtte sociale tilbud til grønlændere i Danmark.

En ny pulje på 25.5 mio. skal understøtte og forbedre tilbud til udsatte grønlændere i Danmark.

Der er åbent for ansøgninger til en ny pulje som skal komme grønlændere, der bor i Danmark til gode. Aaja Chemnitz Larsen (IA) opfordrer til at dele budskabet, så pengene kommer ud og arbejde for at forbedre forholdende for udsatte grønlændere i landet.

Ansøgningspuljens formål er at understøtte, at sociale tilbud bliver mere kvalificerede til at arbejde med udsatte grønlænderes særlige behov og kompleksiteten af deres problemstillinger. Puljen er på 25,5 millioner kroner og løber fra i år frem til 2024.

Det er kommuner, frivillige sociale foreninger og organisationer som kan søge midler fra puljen som for eksempel kan dække løn, konsulenthonorarer, transport og aktiviteter.

Der er ansøgningsfrist d. 11. maj.

Skal gøre en forskel for den enkelte

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) håber, at de afsatte penge kommer ud og gør en forskel.

- Det er mit store håb fra hjertet, at midlerne kommer ud og arbejde lige der, hvor det gør en forskel for den enkelte. Vi skal have vendt udviklingen og her håber jeg puljen er et skridt i den rigtige retning, skriver hun i et Facebookopslag.

Puljen er kommet i stand efter at Folketinget afsatte penge til blandt andet misbrugsbehandling og den sociale indsats for sårbare grønlandske familier i Danmark, fordi der hidtil ikke har været tilstrækkelig hjælp, skriver Aaja Chemnitz i sit opslag.

- Det vil jeg gerne være med til at kæmpe for bliver bedre, skriver hun og opfordrer:

Del Del Del - måske kan det komme videre til de rette og I er med til at gøre en forskel.

Ansøger kan forvente svar primo juni 2022.

Powered by Labrador CMS