Gå til hovedindhold

Psykolog om krænkelser: Vi skal finde den sunde vrede frem

Naja Lyberth forklarer, hvorfor det kan være så svært at påtale eller anmelde sexchikane efterfølgende.

Når man har været udsat for sexchikane, kan det være meget svært at fortælle ens chef eller andre om det efterfølgende. Og endnu vanskeligere kan det være at konfrontere krænkeren selv. Det fortæller psykolog Naja Lyberth.

- For den, der har været udsat for sexchikane, kan det være svært at skelne imellem, om man har været udsat for gemytlige berøringer, komplimenter, eller man har været udsat for sexchikane. Ens dømmekraft bliver således sat på prøve, hvilket ofte forhindrer en i at reagere på krænkelsen.

- Det kan også ske, at der kommer skyld- og skamfølelser, der forhindrer én i at reagere på krænkelsen. Når man har nået at ”fryse-til-is” er der underneden uforløst kamp- og flugttrang i kroppen, der er frosset fast i kroppen, som gør, at kroppen kan få en oplevelse af, at man ikke længere har magten over sin egen krop.

- Tal med venner eller familie

Hvis krænkeren er en person med magt, så bliver det endnu sværere at tale om. Flere af de kvinder, der har skrevet til Siumuts hovedbestyrelse, fortæller om frygten for konsekvenserne og afmagten over for en magtfuld person.

Det er dog afgørende vigtigt at tale med en eller anden om det, især hvis man er i tvivl om, hvad det egentlig er, man er blevet udsat for.

- Hvis man er i tvivl, om man har været udsat for sexchikane, så tag en snak med familie og venner om det, så man kan realitetskorrigere sine tvivlstanker. Hvis man ikke kan sige fra, fortæl en kollega, en ven eller et familiemedlem.

Svært at sætte grænser

Naja Lyberths analyse går også på, at den kollektivistiske tankegang medvirker til, at det kan være svært at sætte grænser.

- I den traditionelle grønlandske opdragelse, som oprindelig har funktion i storfamilielivet, hvor man skal leve tæt sammen livet ud på tværs af generationer, har sund vrede og det at kæmpe for egne behov og egne individuelle grænser være forbudt for de enkelte familiemedlemmer, når det ikke er familieoverhoved, da det at kæmpe for egne behov og grænser, potentielt kunne true storfamiliens overlevelse.

- Det er derfor min oplevelse som psykolog, at mange i Grønland, som er opdraget ud fra traditionelle storfamilieværdier, har svært ved at udtrykke sund vrede, og dermed øjeblikkelig markere grænser og sige klart fra efter en krænkelse.

Sund vrede

Men netop denne sunde vrede er en vigtig drivkraft, hvis der skal sættes en stopper for krænkelserne, mener psykologen.

- Handler man ikke på seksuel chikane eller seksuelt overgreb er det samme som at signalere overfor krænkerne, at handlingerne er acceptable. Derfor skal og bør vi alle lære at sige fra og vise sund vrede i situationen, at krænkelser accepterer man ikke.

LÆS OGSÅ: Psykolog: Krænkelser kan sætte sig i kroppen som traume

- Kan man ikke sige det til krænkeren, så sig det til andre – til arbejdsgiveren, tillidsrepræsentant på arbejdspladsen eller arbejdstilsynet, hvis seksuel chikane sker på arbejdspladsen. Også selvom man er blevet truet til at tie stille. Det er aldrig for sent at sige fra, lyder opfordringen fra Naja Lyberth.

Debat kan hjælpe kvinder

Hun vurderer, at den nuværende debat kan gøre det lettere at sige fra - både hver for sig, men især i fællesskab.

- Mange skal lære at finde den sunde vrede frem, når vores grænser bliver overskredet. Sig klart fra, højt og tydeligt ved seksuel chikanering. Vi skal ikke finde os i det. Vi skal ikke acceptere det hverken individuelt eller kollektivt.

- Vidner man som kollega, ven eller familiemedlem en sexchikane, bør man også som vidne handle på det, så man klart signalerer, at det ikke er acceptabelt, lyder opråbet fra Naja Lyberth.

Har man været udsat for seksuelle krænkelser eller overgreb, kan man anonymt ringe til Tusaannga på 801180.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER