Propfyldt militærfly redder 640 afghanere ud af Kabul

Amerikansk militærfly er normalt beregnet til 134 personer, men havde fem gange så mange om bord ud af Kabul.

Passagerne sad på gulvet i lastrum og måtte holde fast i stropper, der fungerede som en slags seler.

640 afghanere blev sent søndag aften reddet ud af Kabul i et propfyldt transportfly fra det amerikanske militær.

Normalt er flyet, der er af mærket C-17 Globemaster III beregnet til 134 passagerer, men der var altså omkring fem gange så mange om bord.

Det skriver det amerikanske forsvarsmedie Defense One.

Ifølge Defense One var det slet ikke planen, at der skulle så mange om bord på flyet, men mange afghanere var desperate for at komme med og klatrede derfor op på rampen og ind i flyet.

Holdt fast i stropper

Ifølge mediet var der tale om personer, som havde grønt lys til at blive evakueret fra Afghanistan.

Passagerne sad på gulvet i lastrum og måtte holde fast i stropper, der fungerede som en slags seler. Flyet havde luftbasen al-Udeid i Qatar som slutdestination.

Det tætproppede fly, som er produceret af Boeing, var lige ved at slå rekorden for, hvor mange mennesker der har været om bord i flytypen på én gang.

I 2013 blev 670 mennesker reddet fra en tyfon i Filippinerne, skriver Defense One. Her var der altså også langt flere passagerer om bord, end flyet er beregnet til.

Civile stormede lufthavn

Taliban indtog søndag Kabul, efter at den islamistiske bevægelse i en lynoffensiv de seneste uger har overtaget kontrollen med størstedelen af Afghanistan.

Efterfølgende har der været kaos i lufthavnen i Kabul, fordi mange afghanere og udlændinge har villet væk.

Lufthavnen blev ifølge nyhedsbureauet AFP lukket mandag omkring klokken 20 lokal tid, da hundredvis af civile i løbet af dagen indtog landingsbanen i et desperat forsøg på at blive evakueret.

Klamrede sig til lettende fly

På dramatiske videoer kunne man blandt andet se, hvordan personer forsøgte at klamre sig til et amerikansk transportfly, mens det var i gang med at lette.

Amerikanske myndigheder oplyste senere, at mindst syv personer mistede livet under uroen i lufthavnen.

Mandag aften klokken 23 blev lufthavnen åbnet igen. Ifølge AFP kontrollerer USA flytrafikken til og fra lufthavnen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS