Professor advarer: Pas på øget ulighed

Økonomien buldrer derudaf, men hvis der ikke gennemføres reformer i det grønlandske samfund vil store samfundsgrupper blive efterladt på bagperronen, mens et mindretal høster gevinsten.

Torben M. Andersen advarer mod større økonomisk ulighed mellem de forskellige samfundsgrupper.

Det var et af budskaberne fra formanden for Økonomisk Råd, økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet, da rådet lørdag holdt sit årlige seminar på Hotel Hans Egede i Nuuk.

- Vi kender det fra andre lande, hvor der er økonomisk vækst, men hvor der under motorhjelmen viser sig, at det kun er de få, som nyder godt af den økonomiske vækst, oplyser Torben M. Andersen til Sermitsiaq.AG. En sådan situation kan skabe indre spændinger, uro og optøjer.

To spor

- Sort-hvidt sat op, kan man gå ad to spor. Mens der er råd, kan man gennemføre de nødvendige reformer, så alle samfundsgrupper kan få glæde af den vækst i økonomien, som samfundet er inde i, forklarer formanden for Økonomisk Råd.

- Hvis man derimod ikke træffer nogen beslutning på dette område, som jo også er form for en beslutning, så vil væksten kun være til glæde for de få. Så vil man opleve, at arbejdskraften baseres på udlændinge, som får en langt højere løn, uddyber professoren.

Han påpeger, at reformer er nødvendige, hvis man har et ønske om at skabe en selvbærende økonomi.

- Hvis man ønsker at være selvbærende vil det også medføre, at der er mindre ulighed i samfundet, siger Torben M. Andersen, der også peger på et andet og meget ømt punkt: udvandringen fra bygder til byer.

Geografisk ulighed

- Det er også vigtigt, at man ser på den geografiske ulighed, siger Torben M. Andersen og henviser til, at der bor færre og færre i bygderne, fordi specielt de unge rykker til de store byer for ikke at vende tilbage.

- Som årene går, er man ved at få en meget alderstung befolkning ude i de små bygder, og det vil resultere i meget store problemer. Ja, det er en udvikling, som kun går en vej, hvis der ikke sættes ind, sagde Torben M. Andersen under lørdagens paneldebat og understregede, at han naturligvis havde respekt for bosætningsmønsteret, som er en del af en vigtig kulturel selvforståelse.

Powered by Labrador CMS