Produktudvikling i turismen skal styrkes

Finanskrisen har stor indflydelse på amerikanernes valg af pris og rejsemål, men Grønland trækker voldsomt, fortæller tre grønlandske rejsefolk fra 'over there'.

Fra venstre Peter Morell fra Arctic Adventure, Nini Biilmann fra GTE og Klaus Berg fra Destination Avannaa. Foto: Privat

Den årlige Travel Learning Conference, der samler 300 – 400 repræsentanter fra de amerikanske universitetsforeninger, er netop afholdt i New Orleans, USA.

På den 3 dage lange konference, blev disse universitetsforeningerne præcenteret for mere end 50 destinationer fra hele verdenen, som de siden hen kan tilbyde deres medlemmer at besøge.

Fra Grønland deltog Grønlands Turist og Erhvervsråd og Destination Avannaa, der sammen med den danske rejsearrangør, Arctic Adventure, fik mange nyttige kontakter på konferencen.

Arrangementet foregik i en atmosfære af networking også mellem de mange besøgende destinationer, som på den måde fik dobbelt udbytte af deres deltagelse, fortæller Klaus Berg fra Destination Avannaa.

- Deltagerantallet på konferencen, der finder sted hvert år, var uændret men forventningerne til at kunne afsætte rejser er ikke så stor som tidligere. Værst ser det ud for krydstogtsrederierne, der sælger til lavere pris end tidligere, men endnu ikke er oppe på det ønskede og forventede salg.

Der sælges stadig mange rejser, men folk er mere nøjeregnende med, hvad de kan få ud af en rejse.

- Grønland er som destination fortsat et interessant rejsemål, men for at vi kan leve op til de ændringer der sker i kravene til oplevelser, så skal vi også kunne tilbyde ture i forhold til bl.a. geologi, glaciologi o.l.

- I de amerikanske medier er der netop offentliggjort en undersøgelse om folks rejsevaner og den viser et fald på 10%. Flere af de agenter vi har talt med, siger at flere spørger om Grønland, hvilket forpligter alle med tilknytning til turistbranchen i Grønland. Kravet om produktudvikling øges stærkt og vil vi også fremover være med på listen over ønskede rejsemål, så skal vi forstærke indsatsen her, siger Klaus Berg.

Powered by Labrador CMS