Prisen på brændstof sænkes markant
Polaroil sænker med virkning fra 10. maj brændstofpriserne med 80 øre per liter.
Lars Krabbe/Polfoto
Brændstofpriserne vil med den nye prisændring være den laveste siden 2011. Siden topniveauet i sommeren 2014 er priserne dermed faldet med 2,10 kroner per liter, oplyser Polaroil i en pressemeddelelse.
Prisændringen skyldes hovedsageligt en billigere sikring af brændstofpriserne for 2021 i danske kroner og dermed lavere indkøbspriser på brændstof, der hermed kommer forbrugerne til gavn. Denne ændring består af en prisreduktion på indkøbspriserne i amerikanske dollars samt en stigning i USD/DKK-kursen, oplyser energidirektør Githa Brask Olsen.
Samlet besparelse
På årsplan vil reduktionen i prisen på 80 øre per liter svare til at forbrugerne samlet set sparer cirka 107 millioner kroner.
- Gasolie/diesel: fra 5,35 kr. til 4,55 kr. pr. liter, incl. miljøafgift på 10 øre/l.
- Petroleum: fra 5,46 kr. til 4,66 kr. pr. liter, incl. miljøafgift på 10 øre/l.
- Benzin: fra 5,20 kr. til 4,40 kr. pr. liter, incl. miljøafgift på 10 øre/l.
Sammenligner man priserne med Danmark har de grønlandske forbrugere grund til at glæde sig. I løbet af 2021 er benzinpriserne i Danmark eksempelvis steget med cirka 1,50 kroner per liter og koster således i dag cirka 11,50 kroner per liter. I modsætning til Grønland kan brændstofpriserne svinge fra dag til dag.