Posten er fanget i flystrejken

Posten til og fra Grønland forsinkes på grund af faglig konflikt i Air Greenland.

Posten mellem Grønland og Danmark hober sig op på grund af flystrejken. Foto: Tele-Post

Konflikten i Air Greenland kommer til at forsinke luftposten mellem Danmark og Grønland. En del af skibsposten vil også blive berørt, fordi den slags post ofte sendes videre med fly, når breve og pakker er ankommet til Grønland, oplyser Post Danmark.

Air Greenland har lockoutet sine piloter og kabinepersonale, og selskabets flyvninger er foreløbig aflyst frem til i morgen, den 12. januar.

Et alternativ til luftposten er at sende breve og pakker med skib. Men det kan tage 15-27 dage for forsendelserne at nå frem, oplyser Ritzau.

- Indtil videre samler vi luftposten til Grønland i København og gør os klar til at få den af sted så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre, siger chefen for PostDanmarks Produktion & Transport, Henning Christensen.

Powered by Labrador CMS