UPS!
Post beklager dybt bommert
Hvordan er det nu lige, at man staver til Uummannaq? Ny korrekturgodkendelser er på vej efter stavebommert, lover Post
- Jeg beklager dybt, at jubilæumsfrimærket for Uummannaq udkommer med stavefejl.
Sådan siger Posts frimærkechef, Allan Pertti Frandsen.
Det sker, fordi jubilæumsfrimærket, der skal markere Uummannaqs kommende 250-års byjubilæum, er blevet trykt med en stavefejl i bynavnet. Frimærket mangler et ’m’ i bynavnet, således at Uummannaq fejlagtigt står som ’Uumannaq’.
Da frimærket udkommer den 11. juni, er det allerede nu sendt ud til frimærkeforhandlere og agenter over hele verden.
- Det er derfor desværre ikke muligt at tilbagekalde frimærket og trykke det om, forklarer Allan Pertti Frandsen i en pressemeddelelse.
Opstramninger på vej
Han oplyser, at fejlen er opstået til trods for, at alle Posts interne procedurer for korrekturgodkendelse er blevet fulgt.
- Jeg betragter sagen med stor alvor. Derfor vil godkendelsesprocedurerne for alle Post Greenlands kommende frimærker blive revurderet og ændret med henblik på at sikre mod gentagelser, siger Allan Pertti Frandsen.
Se stavefejlen i Uummannaq-frimærket ved at vælge billede nummer to øverst i artiklen