Politisk slagsmål om besparelser på Nationalteatret

IA taler om nedskæring i landets 'åndelig styrke' i forbindelse med en besparelse på 1 million på Nunatta Isiginnaartitsisarfia

Julefreden er for alvor brudt, når det gælder besparelserne på Grønlands Nationalteater, Nunatta Isiginnaartitsisarfia.

Næste år skal teateret spare 1 million sammenlignet med i år, hvor man fik 9,9 millioner.

Naalakkersuisoq for uddannelse og kultur Ane Lone Bagger (S) kalder besparelsen passende, mens IA's gruppeformand, Mimi Karlsen mener, at man er i gang med at undergrave folkets identitet.

- Besparelser hos Nationalteatret samt dertilhørende skuespilleruddannelse er en langsom kvælning af teatervirksomheden her i landet og dette er forargeligt, siger hun i en pressemeddelelse.

- Der er ingen grund til at tage styrke ud af et samfund der i hidtil uset omfang kappes af andre lande. Vi kan leve med afsavn af materielle goder. Men hvis man skærer ned på vores åndelighed og åndelig styrke, vil vi komme nærmere vores egen udslettelse som folk. Det vil ikke være andre folkeslag der udrydder os; nej, det vil være os der udrydder os selv, lyder Mimi Karlsens bredside.

Penge til andre formål

Ane Lone Bagger derimod mener, at man bør slå koldt vand i blodet.

- Vi har beskåret pengene med det formål at give penge til andre kulturelle aktiviteter, siger hun til KNR.

Hun henviser til, at teatret tidligere har formået at søge andre midler til at sikre produktionen.

Kan ikke leve op til forpligtelser

Teaterchef i Nunatta Isiginnaartitsisarfia Susanne Andreasen vurderer dog, at teatret ikke længere kan levere det, som det i virkeligheden er forpligtet til.

- Det betyder jo, at det som politikerne har sat i verden, at vi skal være her for, det findes ikke rigtig længere. Altså i den sidste ende er det kunsten, der betaler prisen, siger hun til KNR.

Nunatta Isiginnaartitsisarfia havde i 2018 en bevilling på 7,4 millioner kroner. I årets finanslov blev den øget med 2,5 millioner kroner til 9,9 millioner. Den forøgede bevilling skulle på det tidspunkt efter planen videreføres de efterfølgende tre år, men i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger valgte Naalakkersuisut og Demokraternes sig altså en anden prioritering.

Powered by Labrador CMS