Gå til hovedindhold

Politisk kommentator: En lovende koalition

IA og Siumut har en historisk mulighed for at skabe den politiske stabilitet, der så længe har været efterlyst

Slingrekurs. Det er et af de træk, der har præget landspolitikken i årevis.

- Derfor er det opløftende, at landet har fået en koalition med et bredt mandat bag sig. Et Naalakkersuisut, hvor de ideologiske forskelle ikke bør spænde ben, fordi man politisk er rundet af meget af det samme, siger Christian Schultz-Lorentzen, politisk kommentator og chefredaktør på AG.

Ingen kan benægte, at der har været politisk bølgegang de senere år, uanset at der samtidig er opnået resultater. Partier fløj ind og ud af Naalakkersuisut under Kim Kielsens ledelse. Og den netop opløste koalition oplevede, at stadig flere vigtige politiske sager skilte de to partier. Dertil kommer, at der i store kredse af IA’s bagland var stærk utilfredshed med, at Naleraq – med sine betydelig færre mandater i Inatsisartut - fik så uforholdsmæssig stor indflydelse på regeringens politik.

Til sidst var bægeret fyldt.

IA og Naleraq var først og fremmest bundet sammen af modstanden mod udvinding af uran, og som mandatfordelingen faldt ud efter valget i april, var det naurligt, at de dannede koalition. Men det politiske landskab har ændret sig, påpeger Christian Schultz-Lorentzen,

- Siumut har skiftet kurs. Partiet har ikke længere en selvstændig holdning til spørgsmålet om uranudvinding. Det vil partiet lade vælgerne afgøre ved en folkeafstemning. En politisk beslutning, der endelig har banet vejen for et IA-Siumut-samarbejde.

- Endelig, fordi - uanset hvordan man vender og drejer det - bør samarbejdet mellem landets to største partier kunne omsættes til mere politisk stabilitet og større handlingskraft. Koalitionen er ikke tvunget til at forhandle med andre partier. De har deres eget flertal, og det kan være et farvel til de mange kompromisser, der ofte har sendt landspolitikken på slingrekurs. Det betyder ikke, at alt bliver nemt. Tænk blot på den fremtidige fiskeripolitik. Men odds er ikke helt umulige, siger kommentatoren.

Ligger hinanden nærmest

Han mener også, at de to partiformænd, Erik Jensen og Múte B. Egede, begge er pragmatikere og, at det vil blive en fordel.

- De er løsningsorienteret. Det er muligt, at tidligere koalitioner mellem IA og Siumut ikke har været de lykkeligste ægteskaber. Der har været mange skilsmisser. Men vi lever i en anden tid.

- Det er en regeringsmulighed, der bare ikke bør forpasses, nu når stenen i skoen – uranspørgsmålet er væk - og muligheden åbner sig. Ideologisk er det de to partier, der ligger hinanden nærmest i Inatsisartut, og de har to tredjedele af vælgerne bag sig. Der er meget at vinde, slutter Christian Schultz-Lorentzen.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER