finanslov 2015

Politikere forsvarer spareplaner

Naalakkersuisoq for uddannelse Nivi Olsen samt fungerende naalakkersuisoq for sundhed Martha Lund Olsen, mener ikke, at Naalakkersuisut er ude på en iskold sparemission

Demokraternes Nivi Olsen forsvarer Naalakkersuisuts forslag til finanslov for i år

I sine finanslovsforslag for i år pålægger Naalakkersuisut besparelser på sundhedsområdet hvert år på 15 millioner kroner og indenfor uddannelse cirka 11 millioner kroner om året. Det har givet anledning til debat, især forslaget om at flytte lægestillinger.

Søndag forsvarer Siumuts Martha Lund Olsen, der er fungerende naalakkersuisoq for sundhed, sit forslag:

- Det er vigtigt for mig at slå to ting fast, dels at de fremsatte forslag til besparelser ikke er ultimative og derfor er til drøftelse, og dels at der ikke er lagt op til nedlæggelse af lægestillinger, siger hun med henvisning til, at lægestillingerne i Qaanaaq og Illoqqortoormiut kun flyttes til et andet sygehus.

Opfordrer til mere telefonkonsultation
Byerne bliver ikke uden lægebetjening, siger Martha Lund Olsen. Der kommer rigtig nok ikke nogen fast læge længere, blandt andet fordi det er blevet svært at rekruttere lægepersonnel til yderområderne, siger hun.

Men der vil blive en opnormering med en sygeplejerske i byerne, og der vil komme lægebesøg fra regionssygehuset en uge hver måned. Og så kan syge borgere ringe til lægen og få konsultation med hjælp fra sygeplejersken, fremhæver Martha Lund Olsen og undskylder samtidig den 'utryghed', som foreslaget kan have skabt.

11 millioner skal spares hos Nivi Olsen
Også Demokraternes Nivi Olsen, som bestyrer området for uddannelse, kultur og kirke, forsvarer søndag Naalakkersuisuts spareforslag i finanslovsforslaget. På hendes resortområdet handler det om 11 millioner kroners besparelser, hvoraf de største spareindgreb ventes at ramme Piareersarfiit og Tech College Greenland i Sisimiut.

Svære beslutninger
Nivi Olsen har forsøgt at lægge spareforslagene på institutioner, hvor det vil gøre mindst ondt, siger hun:

- Dette er naturligvis ikke fuldt ud muligt, men ved at placere besparelser på områder, der enten i flere år har haft et mindreforbrug eller institutioner og foreninger, der i flere år har haft overskud og har opbygget en stor egenkapital, så er det mit håb, at vi kan opnå en bæredygtig offentlig økonomi og samtidig opnå vores politiske målsætninger, siger Nivi Olsen.

Læs også: Naalakkersuisut foreslår underskud på finansloven

For nylig kritiserede Sermersooq-borgmester, Asii Chemnitz Narup, over for KNR, hvordan Naalakkersuisut vil nedprioritere sundhedsindsatsen i både Illoqqortoormiut og Qaanaaq.

Powered by Labrador CMS