Politikere og fagforbund rykker for lønforhøjelse

Anstaltsbetjentene fik tidligere på året en lønforhøjelse, men pengene er ikke sat ind på betjentenes konto endnu. Dybt frustrerende, mener folketingspolitiker.

38,4 millioner kroner fordelt over årene 2020 til 2023 skal sikre en bedre løn til betjentene på landets anstalter.

Selvom den politiske aftale om lønforhøjelsen faldt på plads tilbage i april, så har anstaltsbetjentene endnu ikke fået pengene ind på kontoen.

- Vi syntes, det har været et langsommeligt forløb, og derfor har jeg også rykket de relevante myndigheder for, at vores kolleger i Grønland kan få deres penge, siger formand i Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen til Sermitsiaq.AG.

Dybt utilfreds

Fagforeningsformanden understreger, at aftalen er indgået, og at betjentene vil få deres penge med tilbagevirkende kraft, selvom myndighederne stadig behandler sagen.

Lønforhøjelsen til anstaltsbetjentene bliver set som en del af nøglen til at skaffe flere medarbejdere til Kriminalforsorgen i Grønland - herunder den nye lukkede anstalt i Nuuk, der har været plaget af medarbejdermangel.

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) er også langt fra tilfreds med sagens gang:

- De politiske forhandlinger om lønnen til anstaltsbetjentene afsluttede vi i april, hvor de faglige organisationer tog over. Deres forhandlinger er for længst afsluttet, men anstaltsbetjentene kan endnu ikke se ændringer på deres lønseddel.

- Det er dybt frustrerende og jeg må bare sige, at jeg er dybt utilfreds med, at sagen trækker så meget ud, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Aki-Matilda: Vi følger sagen

Også hos Siumuts medlem af Folketinget følges sagen nøje:

- Ifølge de oplysninger, vi har fra Justitsministeriet, arbejder de på højtryk for at udbetale lønforhøjelserne, med virkning fra 1. januar 2020. Siumut følger sagen nøje og sender desuden udvalgsspørgsmål om samme, skriver Aki-Matilda Høegh-Dam i en kommentar til Sermitsiaq.AG om sagen.

Justitsministeriet er endnu ikke vendt tilbage på Sermitsiaq.AG's henvendelse om sagen.

Powered by Labrador CMS