Politiet: Isbjørn set ved Akunnaaq

En fisker fra bygden Akunnaaq, nord for Aasiaat, har mødt en isbjørn på isen ud for Akunnaaq.

Isbjørnen der er observeret på isen ud for Akunnaaq, i går onsdag, var en enlig isbjørn.
Offentliggjort

I løbet af dagen i går, onsdag, mødte en fisker fra Akunnaaq en isbjørn på isen ud for Akunnaaq ved Aasiaat. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Fiskeren var ikke i fare, da han kunne køre fra stedet på snescooter, skriver vagtchef Jan Geisler, Grønlands Politi.

Han oplyser, at der er tale om en enlig isbjørn.

Ingen unødvendig færdsel på isen

- Vi skal bede borgerne i Aasiaat og i bygderne omkring Aasiaat om at undlade at tage ud på isen unødvendigt, ligesom fiskere og fangere i området bedes udvise stor forsigtighed ved færden på isen, skriver vagtchefen.

Politiet beder borgerne om at ringe til politiet, hvis man ser en isbjørn nær byen eller en af bygderne.

Powered by Labrador CMS